Hvilke dyr kan man se på en safari i Kenya?
Selv hvis du har årskort til zoo eller har set alle de flotte naturdokumentarer fra Afrika, er der intet, som kan måle sig med oplevelsen af at møde Kenyas vilde dyr på en safari i deres naturlige habitat. At se støvet rejse sig omkring en elefantflok, høre løvens dybe brøl i natten eller se en gepard sprinte ud over savannen er noget helt andet – det er ægte, rå og uforudsigelig natur, hvor du tydeligt mærker, at du er gæst i dyrenes verden.
På de åbne savanner i Masai Mara, langs de støvede veje i Amboseli og i skyggen af akacietræerne i Tsavo er det dyrene, som hersker i Kenyas nationalparker og reservater. Løver, der hviler dovent i græsset, mens de spejder efter deres næste måltid. Elefanter og giraffer, der majestætisk vandrer over sletten med Kilimanjaro i baggrunden. Leoparder, der næsten forsvinder i det plettede lys mellem grenene.
Se alle vores rejser til Kenya her→
Indhold

Dyrelivet i Kenya: Et vindue til en mere vild fortid
Afrika – og ikke mindst Kenya – er et af de sidste steder i verden, hvor du stadig kan opleve en rigtig megafauna. Store dyr, der lever frit og uafhængigt af mennesket. Vi tager det i dag for givet, at elefanter og løver er dyr, som først og fremmest hører hjemme i Afrika. Men for ikke så længe siden – set med evolutionens øjne – var landskabet herhjemme også befolket af kæmper. Helt frem til sidste istid strejfede ikke bare mammutten, men også steppebisoner og uldhårede næsehorn rundt i Europa, og i store skove lurede huleløver og hyæner. Når vi i dag bliver imponerede over synet af en kronhjort på heden, er det de færreste af os, der tænker på, at også på vores egne breddegrader levede der engang mange langt større dyr.
Netop fornemmelse af at opleve store dyr i et vildt og frit samspil – på liv og død – er noget af det, der gør en safari i Kenya så enestående. Her oplever du dyr, som har frie rammer til at udleve deres naturlige adfærd. De jager, kæmper, yngler og overlever, præcis som de har gjort i årtusinder. Men hvilke dyr kan du egentlig forvente at møde på safarien? Her følger en kort præsentation af nogle af Afrikas mest imponerende dyr, som du har rigtig gode chancer for at opleve i Kenyas nationalparker og reservater.
Planteædere
Lige fra den enorme afrikanske elefant, der kan veje på til 6-7 tons, til den lille dik-dik-antilope, som ikke vejer mere end en velnæret huskat, er det planteæderne, der former Kenyas naturlige landskaber. De store elefanter river træer op med rode, bøfler og zebraer græsser sletterne kort, mens de mindre antiloper fintrimmer vegetationen ved at nippe til friske skud og blade. Denne konstante græsning og nedbidning holder savannen åben, og skaber en mosaik af levesteder for utallige dyre- og plantearter. Det er med andre ord planteæderne, som danner grundlaget for det økosystem, som også rovdyrene er afhængige af. Uden de store flokke af planteædere ville Kenyas vidtstrakte græslandskaber vokse til i skov, og savannens evige cyklus ville bryde sammen.

Elefanten
I Kenya møder du den afrikanske elefant, også kendt som savanneelefanten (Loxodonta africana) – verdens største landlevende dyr. Den er markant større end de asiatiske elefanter, du måske har set på rejser i Thailand eller på Sri Lanka. Ud over sin imponerende størrelse kan den afrikanske elefant kendes på sine enorme ører, der bruges til afkøling under den bagende afrikanske sol.
På en safari i Kenya oplever du elefanterne i deres naturlige miljø – en oplevelse, der er meget anderledes end at se dem i fangenskab. Hvor du i zoologiske haver ofte kun ser nogle få dyr ad gangen, kan du på savannen møde store familieflokke, hvor de tætte, sociale bånd træder meget tydeligere frem. Elefanter er intelligente og sociale dyr, der kommunikerer med både lyde og kropssprog, hjælper hinanden i svære tider og viser tydelig omsorg for deres unger. I Amboseli National Park, hvor du kan se elefanter med Kilimanjaro i baggrunden, eller i Tsavo, hvor de støvbader i den røde jord, får du en enestående mulighed for at opleve disse majestætiske dyr, præcis som de har levet i årtusinder – frie og en vigtig del af savannens økosystem.
Giraffen
Giraffen er måske nok en letvægter sammenlignet med den afrikanske elefant, men hvad den mangler i drøjde, har den i højden. Som det højeste dyr på savannen rækker giraffen elegant op mod trækronerne, hvor den har førstevalg blandt acacietræernes øverste, friske blade – hele fem meter oppe. Med sin op til 45 centimeter lange, stærkt bevægelige tunge kan den præcist plukke de spæde skud og sno sig uden om de skarpe torne, som ellers beskytter træerne mod planteæderne.
Selvom man længe har betragtet giraffen som én samlet art, Giraffa camelopardalis, har nyere genetiske studier vist, at giraffer formentlig bør opdeles i mindst fire forskellige arter. I Kenya kan du møde to af dem: den smukt mønstrede netgiraf (Giraffa reticulata), som især findes i den nordlige del af landet, og den mere udbredte masai-giraf (Giraffa tippelskirchi), der med sine uregelmæssige, stjernede pletter er et mere almindeligt syn i Masai Mara og Amboseli.
Vidste du, at giraffen har et blodtryk, der er næsten dobbelt så højt som et menneskes? Det er nødvendigt for at få blodet hele vejen op til hjernen. Og selvom den spiser op mod 35 kilo planteføde om dagen, er det faktisk lidt mindre end mange andre store planteædere. Det skyldes, at de friske blade den når højt oppe, typisk har en højere næringsværdi – endnu en fordel ved at være høj på savannen.

Næsehornet
Med sin kraftige krop, tykke hud og iøjnefaldende horn ligner næsehornet et levn fra en fjern forhistorisk tid. Dets bevægelser er tunge og beslutsomme, som om hvert skridt er et ekko fra en ældgammel verden. Når det langsomt skridter gennem det høje græs, bøjer ikke kun stråene sig – det er som om selve landskabet giver lidt efter, som om det ved, at en urkraft er på vej. Og når næsehornet standser for at lytte, føles det som om hele savannen holder vejret. Og når næsehornet standser for at lytte, føles det som om hele savannen holder vejret. Men man skal nemlig ikke tage fejl af dets tunge, tøndeformede krop og korte, kraftige ben – et næsehorn nå en topfart på op mod 50 kilometer i timen, hvis det først sætter i gang.
Selvom næsehornet stadig imponerer som et af de mest kraftfulde medlemmer af Afrikas Big Five, er det desværre også blandt de mest truede. Krybskytteri og tab af levesteder har gjort det til en af kontinentets mest sårbare arter. Men i Kenya har næsehornet fundet et helle i flere beskyttede områder, hvor intens overvågning og bevaringsarbejde er afgørende for artens overlevelse. I nationalparker som Lake Nakuru, Aberdares, Nairobi National Park og Masai Mara kan du derfor stadig være heldig at opleve disse imponerende dyr leve vildt.
Både det sorte og det hvide næsehorn findes stadig i Kenya – to arter, som trods navnene faktisk begge er grå. Den mest iøjneforskel forskel er deres læber: det hvide næsehorn har en bred, flad mund, velegnet til at græsse, mens det sorte næsehorn har en mere spids overlæbe, som det bruger til at nappe blade og kviste. Uanset hvilket næsehorn du møder på din safari, der det en uforglemmelig oplevelse – en påmindelse om, hvor stærk naturen og samtidig skrøbelig kan være.
Den afrikanske bøffel
Selvom den afrikanske bøffel ved første øjekast kan virke mere velkendt og knap så frygtindgydende som et næsehorn, skal du ikke lade sig narre. Trods ydre lighed med det kvæg, du kender fra markerne herhjemme, er dette et helt andet dyr – vildt, uforudsigeligt og med en kraft, der gør det til en af savannens mest respekterede dyr. Under det tunge hoved og de karakteristiske, sammenvoksede horn gemmer bøflen på både styrke, temperament og en urokkelig vilje. Bøflen har til fulde gjort sig fortjent til sin plads blandt de legendariske Big Five – en betegnelse storvildtsjægere oprindeligt brugte for de fem dyr, der var farligst og sværest at nedlægge.
Med en vægt på op mod 900 kilo (hanner) og et solidt sammenhold i flokken er bøflen en formidabel modstander. Selv løver – savannens toprovdyr – må ofte trække sig med uforrettet sag, når en flok beslutsomme bøfler sætter sig op til kamp. Det er ikke usædvanligt, at bøfler samles og driver angribende rovdyr på flugt med overraskende fart og brutal styrke.
I Kenyas nationalparker kan du ofte opleve bøflen i grupper ved vådområder, floder og åbne græslandskaber, hvor der er rig adgang til både græs og vand. Den står som en tavs, mørk skygge i morgensolen – og selv når den står stille, udstråler den en urokkelig kraft.

Flodhesten
Det er ikke kun oppe på land, at du oplever masser af dyreliv på en safari i Kenya. Ved floder og vandhuller vil du ofte se, at noget massivt ligger lige under vandoverfladen. Selvom det øverste af hovedet stikker op, som små øer i det stille vand, er det ikke svært at spotte en flok flodheste. Denne tunge og næsten surrealistiske skabning tilbringer gerne det meste af dagen nedsænket i vand, kun med øjne, ører og næsebor stikkende op, som små periskoper i et ellers roligt vandspejl.
Trods dens buttede udseende og nærmest komiske gang på land regnes flodhesten for et af Afrikas farligste dyr. Den kan virke fredelig, når den dovner i vandet med flokken, men den er kendt for at være både territorial og overraskende hurtig, hvis den føler sig truet. Om natten forlader den vandet for at græsse og kan vandre flere kilometer i søgen efter føde.
I Kenya kan du opleve flodheste i blandt andet Mara-floden i Masai Mara og langs søbredderne i områder som Lake Naivasha. Det er ikke kun dyrets størrelse, der imponerer, men også lydene – højlydt fnysen, dybe grynt og pludselige plask, der afslører deres tilstedeværelse, selv når alt virker stille.
Zebraen
Med deres sort-hvide striber, der danser i solen som levende mønstre, er zebraerne blandt de mest genkendelige dyr på savannen – og nogle af de smukkeste. De kan virke fredelige og næsten tamme, når de vrinsker lavt til hinanden og roligt græsser, men bag det milde ydre gemmer sig et liv i konstant bevægelse og konstant årvågenhed.
Zebraen er en del af det store drama, der hvert år udspiller sig i Masai Mara – den store migration. Sammen med gnuer og andre planteædere vandrer tusindvis af zebraer over sletterne på jagt efter frisk græs og vand, en evig cyklus dikteret af årstidernes skiften. Det er en farefuld færd, hvor floder skal krydses, og rovdyr lurer. Men zebraerne er ikke lette ofre. De er vakse, lynhurtige og lever tæt sammen i flokke, hvor de advarer hinanden mod farer og sammen beskytter deres føl mod løver og hyæner.
I Kenya findes to arter af zebraer: Plains zebra, på dansk også kendt som almindelig zebra eller steppezebra, og den mere sjældne og truede Grevy’s zebra, som kendes på sine smallere striber og runde ører.
Man mener, at hver zebra har sit eget unikke stribemønster – som et fingeraftryk – og at striberne muligvis forvirrer rovdyr. Uanset deres funktion er de et af naturens mest elegante design. På en safari i Kenya vil du næsten med sikkerhed møde disse stribede nomader – måske i enorme flokke under den store migration.

Gnuen
Hvor zebraerne sætter striber på savannen, er det i gnuerne, der udgør hjertet af den store migration. Hvert år bevæger over en million gnuer sig i en endeløs cyklus mellem Serengeti-sletten i Tanzania og Masai Mara i Kenya – i søgen efter frisk græs og vand. Det er en rejse fyldt med farer: floder, der skal krydses, og rovdyr der lurer. Men gnuen vandrer videre, urokkelig og instinktiv, som et tandhjul i naturens store maskineri.
Med deres tunge, lidt firskårne kropsbygning og stive gangart kan de virke lidt klodsede – men undervurder dem ikke. Gnuen er bygget til langdistanceløb og udholdenhed. De lever i store, tætte flokke, hvor deres antal bliver deres styrke, selvom deres antal tiltrækker både løver, geparder og krokodiller.
Når du ser horisonten bølge af tusinder gnuers grå kroppe, hører deres lave grynt og mærker jorden ryste under dem, forstår du, hvorfor migrationen er et af de største naturfænomener i Kenya – og hvorfor gnuen er så central en figur i det.
Antiloper
Antiloperne er nogle af de mest yndefulde dyr, du møder på din safari i Kenya – og de er overalt. I flokke, par eller alene bevæger de sig med lette, fjedrende skridt gennem landskabet, altid årvågne, altid klar til at sætte i fuld fart, hvis faren nærmer sig. Du vil hurtigt lære impalaen at kende, som er den mest almindelige antilope og bruger sin fart til at undslippe rovdyr med pludselige, zigzaggende spring hen over savannen. En anden kendt skikkelse er topien – en lidt mere kompakt og muskuløs antilope, som der især er gode chancer for at møde i Maasai Mara. Også den har en imponerende topfart.
I de åbne landskaber ses også Grantgazellen og Thomsongazellen, begge mindre arter med elegante bevægelser og karakteristiske sorte striber langs siden. De er blandt gepardens foretrukne bytte, men selv for verdens hurtigste landdyr er de ikke nogen nem opgave – deres skarpe sanser, hurtige reaktionsevne og evne til at ændre retning i fuld fart gør jagten til et intenst kapløb, hvor det langtfra altid er geparden, der vinder. I busklandet og de mere tørre egne kan du være heldig at spotte den sære og fascinerende gerenuk, også kaldet girafgazellen, der rejser sig på bagbenene for at nå høje grene med sin lange hals og smalle snude.
Selv de helt små antiloper gør indtryk. Den lille dik-dik, der ikke er meget større end end en stor huskat eller hare, piler nervøst gennem underskoven med store øjne og fine bevægelser. Kenya rummer et imponerende udvalg af antiloper – hver med deres egne særlige tilpasninger og rolle i savannens fødekæde. Du kommer næppe til at køre mange minutter på dit game-drive uden at få øje på én.

Rovdyr
Rovdyrene i Kenya er ikke lige så talrige som de mange planteædere, og netop derfor føles det ekstra intenst, når du møder dem. Måske får du pludselig øje på en løve, som ligger og hviler i skyggen, måske en en gepard, som bevæger sig lydløst gennem landskabet med blikket rettet fremad. Uanset hvordan du første gang møder rovdyrene på din safari, sætter øjeblikket sig fast – som en blanding af ærefrygt og beundring.
For det er noget helt særligt at være i nærheden af store dyr, der jager for at overleve. Det er en del af naturens balance, men for os, der er vant til en langt mere tæmmet natur, føles det både fascinerende og uvant. Her deler du landskabet som dyr, der kan tage kampen op med en zebra, en bøffel – ja, nogle gange med hinanden. Men du er ikke i fare. Du er gæst, og de har travlt med deres eget. Det gør oplevelsen desto mere enestående: at sidde i en åben safaribil og betragte en flok løver i skumringen, velvidende at dette er natur, når den er allermest ægte.
Løven
Løven er for mange selve symbolet på Afrika – majestætisk, kraftfuld og omgærdet af en særlig selvsikkerhed, der kun er det øverste niveau af rovdyr forundt. Når du ser en løve hvile i græsset med poterne strakt ud og blikket halvt lukket, forstår du hurtigt, hvorfor den kaldes savannens konge.
Hanløven med sin imponerende manke stjæler ofte rampelyset, men det er i virkeligheden hunnerne, der er flokkens rygrad – og jægere. Det er dem, der samarbejder om jagten, planlægger angreb og leverer det meste af maden. Løveflokkens sociale struktur er noget særligt blandt de store kattedyr. Møder du en hel løveflok, kan du ofte se eksempler på både samarbejde, omsorg og benhård rangorden.
På din safarirejse til Kenya har du gode chancer for at møde løven – ikke mindst i Masai Mara National Reserve, hvor de lever side om side med enorme flokke af byttedyr. Også i Samburu National Reserve, hvor landskabet er mere tørt og råt, kan du opleve løver, ofte i nærheden af floder og skyggefulde klippefremspring. Selv i Nairobi Nationalpark, blot en kort køretur fra hovedstadens skyline, kan du være heldig at se løver slentre gennem det åbne landskab i de tidlige morgentimer.
Hyænen
Løver og hyæner er ikke bare naboer på savannen – de er også rivaler. De lever side om side, men det er ofte med blikket stift rettet mod hinanden, for de jager det samme og går efter de samme ådsler. Det er ikke usædvanligt at se dem i direkte kamp, hvor både tænder og temperament tages i brug for at afgøre, hvem der skal løbe med resterne af et måltid.
Hyænen har længe lidt under et blakket ry som naturens grådige skraldemand, men den er meget mere end det. Faktisk er hyænen en særdeles effektiv jæger, der i mange tilfælde selv nedlægger sit bytte – ofte i koordinerede angreb med resten af flokken. Den stærke kæbemuskulatur gør den i stand til at knuse selv de hårdeste knogler, og meget lidt går til spilde, når hyænerne har været i gang.
Hyæner er nataktive og sociale dyr med komplekse hierarkier, hvor hunnerne dominerer, og hvor individerne kommunikerer med en bred vifte af lyde – ikke mindst den karakteristiske “latter”, som i virkeligheden er et udtryk for nervøsitet eller spænding. På en safari i Kenya kan du støde på dem i områder som Masai Mara, Amboseli og Tsavo – nogle gange alene, ofte i flok.

Leoparden
Af de store rovdyr i Kenya er leoparden uden tvivl den mest sky. Hvor løverne hviler åbent i græsset og geparden jager over den åbne savanne, foretrækker leoparden at holde sig skjult – i skyggen, i buskadset, eller højt oppe i træerne med et bytte slæbt med op i grenene. Det er en mester i camouflage og bevæger sig med en næsten spøgelsesagtig lethed gennem landskabet.
Chancen for at du ser en leopard på safari er mindre end for mange af de andre rovdyr – ikke kun fordi den er sjælden, men fordi den er så diskret. Du skal ofte være både heldig og opmærksom. Det hjælper dog naturligvis betydeligt på dine chancer, at du er i selskab med en erfaren guide. Derfor ser vores gæster den regelmæssigt i blandt andet Masai Mara, Samburu og Laikipia, hvor den kan leve sit solitære liv. Modsat løven er leoparden nemlig ikke et flokdyr.
Når du endelig får øje på en leopard – måske hvilende i et træ, eller med et roligt men intenst blik mellem buske – er det et af de øjeblikke, der bliver hængende. For få dyr kombinerer skønhed, styrke og mystik som leoparden.
Geparden
Som du nok ved, er geparden verdens hurtigste landlevende dyr med en topfart på op til 120 kilometer i timen – en evne, der gør den til en af savannens mest specialiserede jægere. Men selvom den ved første øjekast virker lille og spinkel sammenlignet med løver og leoparder, bliver man ofte overrasket over, hvor kraftfuld den faktisk er. En fuldvoksen han kan veje over 50 kilo, og når du ser den tæt på, forstår du hurtigt, at den er bygget til både fart og præcision.
Gepardens jagt handler ikke om styrke, men om eksplosiv acceleration og hurtige retningsskift. Den går typisk efter små til mellemstore byttedyr som gazeller og impalaer, som den jager i korte, intense spurter. I modsætning til mange andre rovdyr jager geparden ofte midt på dagen – ikke mindst for at undgå direkte konkurrence med løver og hyæner.
Geparden kan hverken klatre som leoparden eller slås som løven, og den overlader hurtigt sit bytte, hvis et større rovdyr nærmer sig. Den er derfor afhængig af sit skarpe syn og sin fart – både for at nedlægge bytte og undgå farer. På en safari i Kenya kan du være heldig at se geparden på jagt i de åbne landskaber i Masai Mara, hvor den sniger sig lavt frem i græsset, inden den sætter i gang med et af den afrikanske naturs mest spektakulære angreb.
Krokodillen
Som det sidste dyr, vi fremhæver i denne rundtur gennem Kenyas dyreliv, bevæger vi os tilbage til vandet. For ligesom planteæderne ikke kun færdes på land, gør rovdyrene det heller ikke. Under flodens spejlblanke overflade lurer en af savannens ældste og mest tålmodige jægere – nilkrokodillen.
Den kan ligge stille i timevis, næsten usynlig, med kun øjne og næsebor over vandoverfladen. Men når øjeblikket er rigtigt, slår den til med lynets hast. Krokodillen lever af både fisk, fugle og landdyr. Især under den store migration, hvor tusindvis af gnuer og zebraer krydser Mara-floden i Masai Mara, er der gode chancer for at se krokodiller i aktion. Når de tusindvis af zebraer og gnuer skal krydse Mara-floden, bliver den brungrønne strøm pludselig til en slagmark, hvor flere meter lange krokodiller sætter ind med overraskende kraft.
Nilkrokodillen kan blive over fem meter lang og veje mere end et ton. Den er udstyret med et af dyreverdenens stærkeste bid og en evne til at overleve i månedsvis uden mad, hvis det bliver nødvendigt. Selv hvis du bare ser den glide lydløst gennem vandet eller ligge og sole sig på flodbredden er det lidt nervepirrende – at dette er et levende levn fra en tid, længe før mennesket blev verdens førende rovdyr.

Safari – på hjul, til fods eller fra luften
Der er mange måder at opleve Kenyas dyr på, når du rejser med Tembo Safari – fra klassiske game drives i åbne safaribiler, hvor du kommer tæt på både rovdyr og planteædere, til walking safaris, hvor du mærker savannens puls helt nede i jorden under dine fødder. Og vil du se det hele fra oven, kan en ballonsafari i de tidlige morgentimer give dig et svævende overblik over landskabet og de dyr, der bevæger sig gennem det i stilhed. Når vi sammensætter din rejse til Kenya, kan vi tage højde for, hvilke dyr du drømmer om at opleve – og hvordan du helst vil opleve dem.
Har du nu fået lyst til selv at opleve det Afrikas spektakulære dyreliv? Du er altid velkommen til at kontakte os for et uforpligtende tilbud på en rejse til Kenya.