Hvad bestemmer prisen på en safari?
Prisen på en safari i Afrika afhænger grundlæggende af fem ting: flybilletter, indkvartering, transport, park- og guidegebyrer. Hvor meget din safarirejse kommer til at koste, afhænger af dine valg – prisen kan nemlig svinge en hel del alt efter rejseform og destination.
Flyrejser
Hvis du rejser til safariområder tæt på store internationale lufthavne med mange forbindelser til Europa, som f.eks. Nairobi i Kenya eller Johannesburg i Sydafrika, er det ofte lettere at finde billige billetter. Konkurrencen mellem flyselskaber og det høje antal afgange holder priserne nede.
Omvendt kan rejser til mere afsidesliggende destinationer i for eksempel Botswana eller Namibia være dyrere. Her er der ofte færre flyforbindelser og måske kun et par afgange om ugen, hvilket kan gøre billetterne dyrere. For sådanne destinationer skal du måske også regne med ekstra omkostninger til indenrigsfly eller små charterfly, der kan bringe dig det sidste stykke vej til dit safariområde.
Indkvartering
Fra campingsafarier, hvor du bor i relativt spartanske telte helt tæt på naturen, til luksussafarier med indkvartering på eksklusive lodges, hvor komfort er i højsædet, har valget af indkvartering stor betydning for både prisen og udbyttet af din safari. Det er nemlig vigtigt at understrege, at indkvarteringstypen ikke er det eneste som afgør, om du får en god safarioplevelse. Særligt på en safari, hvor prisen pr. dag under alle omstændigheder er forholdsvis høj sammenlignet med andre ferieformer, er beliggenheden således også afgørende.
Når vi skræddersyer din safari i Afrika, vil vi derfor altid råde dig til at prioritere at bruge lidt ekstra på indkvartering, der giver dig mere tid hver dag til selve safarioplevelserne. Det vil for eksempel være ærgerligt at bruge meget tid på landevejen i løbet af dagen, fordi du har valgt en billigere indkvartering, der ligger langt fra de områder, hvor dyrelivet er mest interessant. At bo tæt på – eller måske endda inde i – de parkområder, du faktisk er kommet for at opleve, er alle pengene værd og sikrer, at du får mest muligt ud af din safari.
Transport
Transportomkostninger dækker for eksempel transport fra lufthavnen til dit safariområde. I nogle lande, som for eksempel Botswana, kan små fly være en tidsbesparende måde at nå fjerntliggende områder, men også noget som vil øge den samlede pris for din safari.
Parkgebyrer
De fleste safaridestinationer opkræver adgangsgebyrer, som ofte vil udgøre en betydelig udgiftspost. Populære nationalparker har typisk højere gebyrer end mindre kendte områder, hvilket kan gøre en stor forskel i rejsebudgettet, når du er afsted i flere dage.
Parkgebyrerne er generelt steget betragteligt de senere år. I Kenyas berømte Masai Mara Nationalpark udgør det for eksempel nu omkring 300 dollar pr. dag pr. person. Der er også områder, hvor man derudover betaler betragteligt gebyr pr. køretøj, som man tager med ind i området. Indtægterne fra parkgebyrerne går til beskyttelse af dyrelivet, forbedringer af infrastrukturen og støtte til lokalsamfundene.
Guidegebyrer
En guide er i de fleste tilfælde en essentiel del af safarioplevelsen, og deres ekspertise afspejles ofte i prisen. At tage på safari med erfaren privat guide, hvor der kun er jer i bilen, giver en mere personlig safarioplevelse, der kan tilpasses dine egne ønsker og interesser. Prisen er dog også højere end de game drives, der tilbydes fra camps med en fast stab af guider og safaribiler, som arrangerer faste, fælles ture med campens andre gæster.