Mikumi National Park ligger i det sydlige Tanzania og grænser op til Udzungwa- og Uluguru-bjergene, der danner en smuk og grøn baggrund for parkens åbne landskaber. Hovedvejen fra Dar es Salaam løber tværs gennem parken og er en tydelig skillelinje mellem to meget forskellige dele af nationalparken.
I den nordlige del breder en flad savanne sig ud med spredte akacietræer og dyreflokke i et landskab, der minder om Serengeti i miniformat. Mod syd bliver terrænet mere kuperet og uvejsomt med tættere vegetation og derfor færre besøgende. Den nemme tilgængelighed gør Mikumi National Park til en god mulighed for at få en forsmag på safarioplevelserne uden at skulle rejse langt fra kysten. Parken er dog også et oplagt stop på ruten til regionens større parker som Nyerere National Park og Selous Game Reserve.


