Nyerere National Park ligger i det sydlige Tanzania inden for rækkevidde af landets største by, Dar es Salaam, og kysten. I Nyerere er stemningen en helt anden end i storbyens travle gader. Fornemmelsen af at være langt fra alfarvej, er netop en del af parkens særlige charme. Fordi den ligger et godt stykke fra de berømte parker i det nordlige Tanzania, som Serengeti og Ngorongoro, er Nyerere National Park desuden mindre besøgt. Det betyder, at I her kan få en mere uforstyrret safari kun omgivet af naturens egne lyde og store, åbne vidder.
Med et areal på næsten 31.000 kvadratkilometer er Nyerere National Park mere end dobbelt så stor som Serengeti, og det mærkes i fornemmelsen af uberørt vildmark. I vil opleve et landskab, der veksler mellem savanne, skovområder og ikke mindst flodsletter, hvor Rufiji-floden slynger sig som en livsnerve gennem naturen.
Nationalparken var tidligere en del af det endnu større Selous Game Reserve, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste for dets enestående biodiversitet. I 2019 blev den nordlige del dog skilt fra og fik status som egentlig nationalpark, men den sydlige del eksisterer også fortsat som et beskyttet naturområde, men er mindre tilgængelig. I Nyerere er der et bedre netværk af jordveje og veludstyrede camps.


