Hvornår er det bedst at rejse til Kenya? Det spørgsmål stiller I nok jer selv, når tankerne begynder at kredse om safari, der måske endda skal kombineres med badeferie ved det Indiske Ocean. Kenya ligger tæt på ækvator, men selvom temperaturen derfor ikke svinger ret meget i løbet af året, varierer den ganske meget med højden. Nede ved Det Indiske Oceans kyst er luften varm og fugtig, mens højlandet byder på køligere aftener og morgener, hvor I ofte får brug for en varm trøje eller en jakke.
Derudover spiller monsunvinden fra havet en vigtig rolle for vejret i Kenya, da den bringer både fugt og regn med sig i bestemte perioder. Endelig er det værd at være opmræksom på, at årstidernes skiften ikke kun handler om, hvornår vejret er mest behageligt i Kenya, men også om, hvilke oplevelser der venter jer undervejs. Der er perioder, hvor regnen gør landskabet frodigt og grønt, mens tørtiden omvendt giver savannen et gyldent skær og får dyrene til at samles omkring de sidste vandhuller. Her får I et samlet overblik over vejret i Kenya året rundt, så I kan finde det tidspunkt, der passer bedst til jeres rejse.
Den bedste tid at rejse til Kenya
Når det gælder safari, er den mest populære tid at rejse til Kenya de tørre sæsoner, der strækker sig fra juni til oktober og igen fra januar til marts. I disse måneder bliver landskabet mere åbent og tørt, og dyrene søger oftere mod floder og vandhuller, hvor de er lettere at få øje på. Det gør chancerne for store safarioplevelser med masser af dyreliv ekstra gode.
Det betyder dog ikke, at en rejse til Kenya i regntiden helt skal afskrives. I den periode har naturen en anden friskhed, og der er færre besøgende i parkerne. Den mere tætte vegetation skaber dog flere gemmesteder for dyrene, hvilket kan gøre safarien mere uforudsigelig, men også fuld af små overraskelser.
I højlandet er det som regel mest regnfuldt i april, mens kysten typisk får mest i maj. I disse mest våde perioder kan mulighederne for safari blive påvirket, især hvis vejene bliver ufremkommelige. Det meste af året er Kenya dog et indbydende safariland, og det optimale rejsetidspunkt afhænger i sidste ende af, om I ønsker optimale chance for at se mange dyr i den tørre sæson eller også gerne vil opleve den smukke frodighed, som regnen bringer med sig.