Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?
    Pakkerejser er jeres sikkerhed Sikre mellemlandinger inkluderet
    Fast pris ved bestilling
    Kenya med børn

    Safari-rejser til Kenya med børn 2026 & 2027

    Kenya er en oplagt safaridestination for både børn og voksne. Her finder I den klassiske afrikanske safari med åbne sletter, varierende landskaber og mulighed for at opleve mange af de dyr, man ofte forbinder med Afrika – oplagt til en familieferie.

    Kenya giver jer altid de bedste betingelser for at se The Big Five – løve, elefant, næsehorn, bøffel og leopard – hvilket kan gøre safarituren både spændende og lærerig for hele familien. Flere steder tilbyder børnevenlige aktiviteter og guidede ture, som tilpasses familiens behov og interesser.

    En ferie i Kenya giver plads til nærvær i naturen og mulighed for at dele store oplevelser på tværs af generationer.

    Se vores udvalg af familievenlige safari-rejser til Kenya her

    Hvordan sammensætter man den bedste safarirejse med børn?

    Når man rejser med børn, er det vigtigt at tage højde for tempo og pauser. Safari foregår altid på naturens præmisser, og det kræver tålmodighed. Vi anbefaler, at man sammensætter et program med det antal game drives(mellem 1 – 2) om dagen, som giver mening i forhold til jeres børn – Dog gerne én om morgenen, hvor dyrene er aktive. Når man ikke er ude på Game drive er der tid til afslapning, leg eller lette aktiviteter på lodgen. På den måde bevarer børnene interessen og energien.

    Vores rejsekonsulenter hjælper jer med at tilpasse rejseplanen, så I får den rette balance mellem safarioplevelser og ro. Vi rådgiver også om, hvilke lodges der tilbyder børnevenlige faciliteter som pool, børnemenuer og familievenlige værelser.

    Kombinationsferie: Badeferie efter safari

    Mange vælger klogt nok at kombinere safari med badeferie. Når du har børn, er det en rigtig god idé, da det giver børnene mulighed for at bearbejde deres oplevelser gennem afslapning og leg.

    Ved Kenyakysten, f.eks. i Diani Beach, finder I brede sandstrande, lavt vand og hoteller med aktiviteter for børn. Hvis I i stedet vælger Zanzibar, kombineres afslapning med snorkling, kulturoplevelser og mulighed for at udforske øens historie og smukke kystlinje. Begge dele fungerer som en rolig afslutning på en rejse fuld af eventyr.

    Læs mere om safari og badeferie i Kenya her →

    Børnevenlige nationalparker i Kenya

    Masai Mara er Kenyas mest kendte safariområde og byder på et imponerende dyreliv med store chancer for at se løver, elefanter, gnuer og geparder. For børn er det fascinerende at se dyrene bevæge sig frit over savannen, og vores chaufførguider kan tilpasse safarien efter familiens behov.

    Tsavo Øst er kendt for sine karakteristiske røde elefanter, store åbne vidder og et mere uforstyrret safariområde. Her er der færre køretøjer, hvilket giver en mere rolig og intens oplevelse. Tsavo er også god, hvis man vil kombinere safari med Kenyakysten, da det ligger relativt tæt på strandområderne.

    Ol Pejeta Conservancy er særligt børnevenligt, fordi der er mulighed for både klassisk safari og besøg i næsehornsreservatet. Her kan børn lære om truede dyrearter og naturbevarelse på en engagerende måde. Reservatet er hjem for både sorte og hvide næsehorn samt chimpanser og mange andre arter.

    Hell’s Gate National Park adskiller sig fra de klassiske safariområder ved at være et sted, hvor man kan bevæge sig frit. Her kan man cykle og gå i det åbne landskab blandt zebraer og giraffer, hvilket er en sjov og aktiv måde for børn at opleve naturen på.

    Vi sammensætter naturligvis en børnevenlig rundrejse i Kenya til jer.

    Elefant krydser floden i Samburu Nationalpark, Kenya
    Løve i græsset i Masai Mara

    Familievenlige aktiviteter i Kenya

    I Nairobi findes flere oplevelser, der både rører og inspirerer børn. Et besøg på David Sheldrick Wildlife Trust, hvor forældreløse elefantunger passes og forberedes til et liv i naturen, er både bevægende og lærerigt. Ikke langt derfra ligger Giraffe Centre, hvor børn (og voksne) kan komme helt tæt på de høje giraffer og lære mere om deres liv og levevis.

    Derudover er der mulighed for små vandreture med guide, madlavning under åben himmel og besøg i lokale landsbyer, hvor børn kan få indblik i en anden hverdag og kultur. Mange af aktiviteterne er designet til at engagere børn i deres egen rytme.

    Er det sikkert at rejse til Kenya med børn?

    Sikkerhed er afgørende, når man rejser med børn, og det tager vi alvorligt. Vi arbejder udelukkende med lodges og partnere, der lever op til høje standarder, og vi rådgiver om alle nødvendige rejseforberedelse.

    Kenya har en veletableret turismesektor og god infrastruktur i de mest besøgte områder. Der er adgang til sundhedsfaciliteter, og lodgene har ofte egne førstehjælpsuddannede medarbejdere. Vi vælger kun ruter og steder, vi selv ville tage vores egne familier med til.

    Rejsetid og flyvning

    At flyve til Kenya fra Danmark tager typisk mellem 10 og 15 timer, afhængigt af mellemlandinger. Det kan lyde langt, men moderne fly tilbyder god komfort, børnemenuer, underholdning og gratis mad og drikkevarer undervejs. De fleste børn klarer rejsen fint, særligt hvis man pakker lidt snacks, tegnebøger eller tablets til ventetid.

    Det er en mulighed, at I ankommer til Nairobi og bruger en enkelt dag eller to til at lande, inden man fortsætter mod safariområderne. Det giver en blød start på rejsen og tid til at vænne sig til nye omgivelser.

    Med den rette planlægning kan en rejse til Kenya blive et af livets helt store minder for både børn og voksne. Vi hjælper jer hele vejen med at sammensætte den rigtige rute, vælge de mest børnevenlige lodges og sørge for, at jeres familie får en rejse fyldt med dybde, nærvær og ægte oplevelser.

    Børnevenlige safariområder i Kenya

    Forestil jer at stå op med solen og begive jer ud over savannen, hvor dagens første lys falder på zebraer, giraffer og måske en elefant i det fjerne. Kenya byder på safariområder, hvor oplevelserne egner sig godt til både børn og voksne, og hvor naturen inviterer til fælles eventyr.

    I kan følge dyrespor i det tørre sand, lytte til fortællinger om dyrenes liv og lære, hvordan de forskellige arter lever sammen i det vilde. Det er en rejse, hvor børn får naturen helt ind under huden – og hvor I sammen oplever dyrene i deres naturlige omgivelser i et roligt tempo med tid til at undre jer og stille spørgsmål.

    Om det er den åbne savanne i Masai Mara, røde elefanter i Tsavo eller farvestrålende fugle ved de store søer i Rift Valley, så venter der oplevelser, der både er spændende, lærerige og nærværende. Kenya gør det nemt at opleve noget stort – sammen.

    Elefanter i Amboseli med Kilimanjaro i baggrunden.

    Amboseli National Park

    Amboseli National Park ligger i det sydlige Kenya, tæt på grænsen til Tanzania, og er kendt for sine store elefantflokke og det ikoniske kig til Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg. Parkens landskab veksler mellem åbne græsarealer, tørre sletter og frodige vådområder, hvilket skaber en smuk og varieret ramme for safarioplevelser. Amboseli strækker sig over cirka 400 kvadratkilometer og er hjem for en lang række dyrearter, herunder løver, bøfler, zebraer, giraffer og et imponerende fugleliv.

    Amboseli er en af de mest tilgængelige parker i Kenya og er særlig velegnet til familiesafari, fordi den er relativt kompakt. Det betyder kortere afstande mellem dyrene og færre timer i bilen – noget, der gør safariturene mere overskuelige for børn. Det flade og åbne terræn giver desuden gode muligheder for at spotte dyrene på afstand, og mange børn fascineres af de store elefanter, der roligt vandrer gennem landskabet med Kilimanjaro som bagtæppe.

    Parkens kombination af storslået natur, koncentreret dyreliv og overskuelige forhold gør den til et behageligt valg for førstegangsrejsende og børnefamilier, der gerne vil opleve det vilde Afrika på en tryg og nærværende måde.

    Impala i Maasai Mara-reservatet i Kenya stående i sit naturlige habitat.

    Mara North Conservancy

    Mara North Conservancy er et privat og fredeligt naturområde i det nordlige Masai Mara-økosystem. Her breder savannen sig i alle retninger med bløde bakker, akacietræer og livgivende floder – et landskab, der danner ramme om et rigt dyreliv, hvor man ofte ser løver, elefanter, giraffer, zebraer og mange andre arter i løbet af blot én dags safari. Området grænser op til Masai Mara National Reserve, men tilbyder en langt mere stille og eksklusiv oplevelse.

    Det åbne terræn og det store antal vilde dyr gør det let at spotte dyrene, også for de yngste, og turene kan tilrettelægges i et roligt tempo med pauser, når det er nødvendigt. Der er ikke de samme mængder af safaribiler, som i den offentlige del af Masai Mara, og det giver en mere rolig og nærværende oplevelse af naturen – noget mange børnefamilier sætter pris på.

    I Mara North har man også mulighed for at komme endnu tættere på naturen – for eksempel gennem vandresafarier i trygge rammer eller ved at lære om dyrespor og fuglestemmer sammen med erfarne guider. Det giver en mere sanselig og varieret safari, hvor hele familien kan være med – både dem med nysgerrige spørgsmål og dem, der bare vil betragte verden i stilhed.

    Sejltur på Lake Naivasha

    Lake Naivasha

    Lake Naivasha ligger i det frodige Rift Valley-område, blot et par timers kørsel nordvest for Nairobi. Søen er omgivet af grønne skråninger, akacietræer og åbne græsområder, hvor flodheste, zebraer og antiloper færdes i det fri. Det rolige landskab og den friske, kølige luft gør området til et behageligt og afvekslende stop på en familievenlig rundrejse i Kenya.

    Her handler oplevelserne ikke om at køre rundt i timer for at finde de store rovdyr – men snarere om at være tæt på naturen og nyde roen ved vandet. Det er muligt at tage på sejltur blandt flodheste og fugle, eller gå en tur på Crescent Island, hvor man kan komme helt tæt på giraffer, zebraer og gnuer uden at være i bil. Det gør det let tilgængeligt og meget børnevenligt, fordi man bevæger sig i et tempo, hvor alle kan være med.

    Lake Naivasha byder på et helt andet tempo end de klassiske safariområder. Her er der plads til at udforske naturen med fødderne plantet på jorden, stille spørgsmål undervejs og lade nysgerrigheden styre. Det er et område, hvor børn kan få lov til at røre, sanse og lære – og hvor de voksne samtidig kan trække vejret dybt og nyde det rolige tempo. Kombinationen af vand, dyreliv og let tilgængelige naturoplevelser gør Lake Naivasha til et oplagt valg for familier, der ønsker variation og nærvær som en del af safarien.

    Hell’s Gate – aktiv natur for hele familien

    Hell’s Gate National Park er noget helt særligt – et sted, hvor naturen ikke kun opleves fra et safarikøretøj, men mærkes med hele kroppen. Parken ligger tæt på Lake Naivasha i Kenyas naturskønne Rift Valley og er en af de få nationalparker i landet, hvor man må bevæge sig rundt til fods og på cykel. Det gør den til en fantastisk oplevelse for børnefamilier, der ønsker at være aktive sammen og opleve dyrelivet helt tæt på – uden at det bliver for intenst.

    Landskabet i Hell’s Gate er dramatisk og storslået. Tænk høje klippevægge, åbne græsarealer, varme kilder og dybe kløfter – alt sammen skabt af vulkansk aktivitet for millioner af år siden. Her kan I cykle gennem dalen mellem stejle lavaformationer og se zebraer, gazeller og bavianer i horisonten. Det føles næsten som at være med i en eventyrfilm – og faktisk har parken inspireret scener i Disney’s Løvernes Konge.

    En af parkens største attraktioner er The Gorge – en imponerende kløft, man kan udforske til fods sammen med en lokal guide. Her kan børn og voksne klatre over sten, balancere gennem små vandløb og lære om, hvordan vand, tid og vulkansk kraft har formet landskabet. Det er en aktivitet, der kombinerer bevægelse, læring og ægte eventyrstemning – og som både store og små kan være med til.

    Fordi parken ikke huser de store rovdyr, er det trygt at bevæge sig frit rundt, og det giver en helt anden fornemmelse af frihed og nærvær i naturen. I Hell’s Gate er det ikke nødvendigt at sidde stille og kigge ud – her kan man stille spørgsmål, røre ved klipperne, mærke varmen fra de varme kilder og bruge kroppen aktivt sammen som familie.

    En dag med elefanter og giraffer i Nairobi

    For mange familier begynder eller slutter rejsen gennem Kenya i hovedstaden Nairobi. Men byen er mere end blot et stop mellem lufthavn og safari – den rummer nemlig nogle af landets mest hjertevarme og lærerige dyreoplevelser, som er særligt velegnede til børn. En tur til elefantbørnehjemmet og giraffecentret er en oplagt mulighed for at komme helt tæt på nogle af Afrikas mest ikoniske dyr – og samtidig få en større forståelse for den vigtige bevaringsindsats, der foregår bag kulisserne.

    David Sheldrick Wildlife Trust, også kendt som elefantbørnehjemmet, tager sig af forældreløse elefantunger, der ofte er blevet reddet efter at have mistet deres mødre til krybskytteri eller tørke. Hver dag åbner centeret op for besøgende i et begrænset tidsrum, hvor man som familie kan overvære, hvordan elefantungerne bliver fodret, leget med og passet af deres faste plejere. Børnene vil elske at se de små elefanter tumle rundt i mudderet, suge vand med snablen og søge tryghed hos de mennesker, der passer dem. Samtidig giver besøget anledning til at tale om dyrevelfærd, naturbeskyttelse og respekt for livet omkring os.

    Ikke langt derfra ligger det hyggelige og børnevenlige Giraffe Centre, som er hjemsted for den truede Rothschild-giraf. Her kan man fodre girafferne fra en forhøjet platform – en oplevelse, der bringer både grin og begejstring, når de bløde tunger rækker ud efter godbidderne. Det er sjældent at komme så tæt på disse elegante dyr, og for børn er det både fascinerende og uforglemmeligt. Personalet på stedet fortæller engageret om giraffernes levevis, og der er god tid til at stille spørgsmål og lære i børnehøjde.

    Badeferie ved Kenyakysten – palmer, koralrev og afslapning for hele familien

    Efter dage med safari, støv og dyreoplevelser på savannen er Kenyakysten det perfekte sted at lande. Her strækker hvide sandstrande sig langs Det Indiske Ocean, og palmerne svajer i den varme brise. Vandet er lunt og klart, og tempoet skifter helt naturligt til ro og nærvær – ideelt for familier, der ønsker at runde rejsen af med sol, strand og fælles oplevelser i vandkanten.

    Langs kysten ligger små byer og kystområder med hver deres stemning. Diani Beach er en af de mest populære strande – en bred strand med finkornet sand, lavvandet kyst og masser af plads til leg. Her kan børn bygge sandslotte, svømme i det rolige hav og måske tage de første snorkeltag over lavtliggende koralrev. For de voksne er her rig mulighed for at slappe af, gå ture i strandkanten eller nyde en drink i skyggen af en palme.

    Andre steder som Watamu og Malindi byder på mere ro og lokale oplevelser. Watamu Marine National Park er kendt for sit farverige koralrev og er et godt sted for snorkling, også for begyndere og børn. Her kan man svømme blandt små fisk i alle regnbuens farver og få en fornemmelse af det tropiske havliv uden at skulle langt ud. Mange udflugter foregår i traditionelle træbåde, og det giver en særlig rolig og nærværende oplevelse.

    Her kan du læse alt om rejser til Kenyakysten →