Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?
    Pakkerejser er jeres sikkerhed Sikre mellemlandinger inkluderet
    Fast pris ved bestilling
    Rundrejser i Kenya

    Rundrejser i Kenya 2026 & 2027

    Kenya er safarirejsens klassiker – det Afrika, mange af os drømmer om, når vi forestiller os løver i det høje græs på savannen, akacietræer i solnedgangen og den dybe lyd af elefanter i det fjerne. Men på en rundrejse i Kenya vil du opdage, at det ikke bare er dyrelivet, som gør indtryk og bliver siddende i dig længe efter, du er kommet hjem. Her venter dig også brede floder, tæt regnskov, vulkanske bjerge, livlige landsbyer og kyststrækninger med kridhvidt sand ved det lune Indiske Ocean.

    En rundrejse i Kenya giver dig mulighed for at opleve alle disse sider af landet. Alt det praktiske sørger vi for, at der er taget hånd om, så du kan fokusere på det, der betyder noget: at være til stede, tage det hele ind og lade dig rive med af farverne, lydene og stemningen.

    Se vores udvalg af rundrejser i Kenya her

    Rundrejse eller ét område?

    I kan sagtens rejse til Kenya for at udforske ét bestemt område – og det er  i sig selv også en fantastisk oplevelse. Vores fotosafari til Masai Maras højdepunkter er et godt eksempel: Her får I god tid til at fordybe jer i det berømte naturreservat, vente på det perfekte lys, følge dyreflokkene i roligt tempo og til at finde de bedste motiver – fra jagende rovdyr til elegante antiloper og de landskaber, der ligesom dyrelivet forandrer sig hen over dagen.

    Tilsvarende kan I nemt bruge hele jeres safarirejse til Kenya i Tsavo Nationalpark, der er landets største. I Tsavo møder I blandt andet Afrikas største bestand af elefanter, kendt for deres karakteristiske rødbrune farve, som de får af den jernholdige jord, de støvbader i. Med sit rige dyreliv og afvekslende landskaber er denne nationalpark også et oplagt valg til en familievenlig safari, hvor I fra en fast, komfortabel base tager jer god tid til at udforske parken.

    Men for jer, der også er nysgerrige på Kenyas variation og ønsker at opleve, hvordan landskaber, kulturer og dyreliv forandrer sig fra sted til sted i et land, der er tretten gange større end Danmark, kan en rundrejse være det helt rigtige valg.

    Oplev flere parker på én rejse

    Når man skal planlægge en rundrejse i et land som Kenya, står man overfor lidt af et luksusproblem: Der er så mange spektakulære nationalparker og reservater, at det kan være svært at bestemme sig for nogle få. Netop derfor er det en fordel at vælge en rundrejse i Kenya, der er tilrettelagt af Tembo Safari. Vi kender alle parkerne indgående og ved, hvordan de bedst kombineres, så I får mest muligt ud af rundrejsen.

    I den berømte Masai Mara National Reserve venter de åbne slettelandskaber med de store flokke af gnuer og zebraer, og rovdyrene, der følger efter. Her kan I opleve løver, geparder og leoparder i deres naturlige element. Med den rette timing af rundrejsen har I her gode chancer for at opleve den store migration, hvor hundredtusindvis af de græssende dyr krydser floderne i en dramatisk og til tider livsfarlig vandring efter frisk græs.

    Masai Mara er uden tvivl Kenyas kronjuvel, når det gælder safarioplevelser – et naturreservat, hvor Afrikas enestående dyreliv folder sig ud i stor skala. Men det er langtfra det eneste sted i Kenya, der byder på enstående naturoplevelser. Længere mod nord ligger Samburu National Reserve i hjertet af Kenya, hvor klimaet er tørrere, og dyrelivet har tilpasset sig på en anden måde. Her kan I møde de sjældne “Samburu Special Five”: netgiraffen, Grevys zebra, somalistrudsen, oryxen og girafgazellen, en langhalset antilope, der står på bagbenene for at nå op til grenene.

    Eller I kan blive i det sydlige område nær grænsen til Tanzania. Her kan I i Amboseli National Park opleve savannen brede sig ud for foden af Kilimanjaros sneklædte tinder, der ligger lidt på den anden side af grænsen. Når de store elefantflokke vandrer over de gyldne græssletter med det ikoniske vulkanbjerg i baggrunden, kan synet næsten ikke blive mere majestætisk – ikke mindst, når solen rammer toppen i de tidlige morgentimer.

    Uanset hvilken sammensætning af parker I vælger til jeres rundrejse, kan I se frem til at krydse gennem vidt forskellige økosystemer og opleve det utroligt mangfoldige dyreliv, Kenya er så kendt og elsket for.

    Mara North
    Lake Nakuru

    Safari med flere vinkler

    De klassiske game drives i komfortable safaribiler er stadig den mest udbredte form for safari i Kenya – og med god grund. I de specialbyggede, terrængående biler kan I komme forbavsende tæt på løver, elefanter, giraffer og mange andre dyr uden at det påvirker deres naturlige adfærd.

    Men ofte får I også mulighed for at komme ud af bilen og mærke naturen mere direkte på en såkaldt walking safari, hvor I i roligt tempo bevæger jer gennem landskabet med en erfaren guide og lærer at aflæse spor, dufte og lyde på en helt anden måde.

    Andre steder er der mulighed for, at I kan svæve lydløst hen over savannen i en varmluftballon, mens morgensolen maler landskabet gyldent under jer og flokke af dyr bevæger sig i løse formationer hen over sletten.

    Ved nogle af Kenyas søer og vådområder, som eksempelvis Lake Naivasha, er der også mulighed for at tage på bådsafari. Her kan I komme tættere på flodhestene og nyde fuglelivet fra vandsiden – en rolig og meget familievenlig måde at opleve uberørt natur på.

    Med en rundrejse oplever I kort sagt ikke bare flere steder i Kenya, men kan også gøre det fra flere perspektiver.

    Mødet med mennesker og kultur

    En rundrejse i Kenya handler naturligvis ikke kun om at opleve det unikke dyreliv og de spektakulære landskaber. Den handler også om mødet med den befolkning, som har deres hjem her. Vi har derfor rundrejser i Kenya, hvor I undervejs får mulighed for at besøge landsbyer, hvor I kan få et indblik i lokale traditioner, dagligliv og de stolte kulturer, som stadig lever stærkt i mange egne.

    I Nairobi kan I lægge vejen forbi Karen Blixens farm, hvor den danske forfatters historie stadig lever i væggene og i den smukke have med udsigt mod Ngong Hills. Et besøg her sætter både ord og billeder på en tid, hvor europæiske drømme og afrikansk virkelighed mødtes. Det er en fin påmindelse om, at Kenya er en del af vores fælles historie.

    Skræddersyet til jeres ønsker

    Ingen rejser er ens, og det behøver de heller ikke være. Hos Tembo Safari har vi ekspertisen til at skræddersy jeres rundrejse i Kenya, så den passer præcis til jeres ønsker og behov. Måske vil I gerne have nogle ekstra med safari eller slutte rejsen af med afslapning på en flot strand ved Kenyakysten, på Zanzibar eller måske på de billedskønne Seycheller.

    Når I kontakter os, hjælper vi jer med at finde netop den rundrejse, der matcher jeres ønsker bedst. Det gælder, hvad enten I skal afsted som par, med familien eller planlægger fotografens drømmerejse med tid og ro til de store motiver. Kontakt os gerne for et uforpligtende tilbud.

    Safariområder til en rundrejse i Kenya

    Forestil jer at starte dagen med duften af kaffe og lyden af fuglesang, mens solen langsomt stiger op over savannen. Et sted derude bevæger en flok giraffer sig i det gyldne morgenlys, og i det fjerne høres måske løvernes sagte brøl. Kenya rummer nogle af Afrikas mest ikoniske safariområder – og de er oplagte til en rundrejse, hvor naturen og dyrelivet for alvor folder sig ud.

    Hver park og region har sin egen karakter, sine egne farver og sine egne fortællinger.

    Masai Mara

    Masai Mara Nationalpark

    Masai Mara er måske Kenyas mest kendte safaripark – og med god grund. Området ligger i det sydvestlige Kenya og udgør en naturlig forlængelse af Tanzanias Serengeti. Parken dækker et areal på omkring 1.500 kvadratkilometer og er kendetegnet ved sine åbne græsarealer, bølgende sletter og spredte akacietræer – det klassiske savannelandskab, som mange forbinder med Afrika.

    Det er her, I oplever den spektakulære migration af gnuer og zebraer, der hvert år krydser Mara-floden i deres søgen efter frisk græs. Masai Mara byder på et meget rigt dyreliv, og det er et af de bedste steder i Afrika at se “The Big Five”: elefant, løve, bøffel, leopard og næsehorn. Derudover er chancerne store for at opleve geparder på jagt, flodheste i floderne og farvestrålende fugle i buskadset.

    Parkens åbne terræn gør det let at spotte dyrene, hvilket især er en fordel for jer, der rejser til Kenya med børn. Safarikøreturene foregår i et roligt tempo, og erfarne guider gør meget ud af at fortælle om dyrenes liv og adfærd. Mange camps tilbyder desuden familievenlige indkvarteringer, og det er muligt at kombinere gamedrives med besøg i lokale Masai-landsbyer, hvor I får indblik i en stolt kultur og levevis.

    Tsavo Nationalpark

    Tsavo er Kenyas største nationalpark og dækker tilsammen over 20.000 kvadratkilometer. Parken er opdelt i to dele: Tsavo East og Tsavo West, hver med sin egen karakter og stemning. Her oplever I det mere rå og vilde Kenya, hvor naturen får lov at fylde og skabe rammerne for nogle af de mest uforstyrrede safarier i landet.

    Tsavo East er kendt for sine vidtstrakte sletter, tørre flodlejer og dramatiske landskaber med rød jord og spredte buske. Her lever store elefantflokke, der ofte dækker sig i det jernholdige støv og får en rustrød glød. Det er også et godt sted at opleve løver, giraffer, bøfler og de mere sky leoparder. Floden Galana snor sig gennem parken og tiltrækker mange dyr i de tørre måneder.

    Tsavo West er mere kuperet og varieret med lavafelter, naturlige kilder og tættere vegetation. Her kan I opleve udsigtspunkter med panorama over savannen, tage på safari til fods med ranger eller besøge Mzima Springs – en kilde hvor flodheste og krokodiller kan ses fra et undervandsobservatorium. Den vestlige del er ideel for jer, der ønsker en varieret natur og anderledes oplevelser end i de mere kendte parker.

    Sejltur på Lake Naivasha

    Lake Naivasha

    I hjertet af Kenyas frodige højland ligger Rift Valley, hvor flere smukke søer danner ramme om naturoplevelser i et roligere tempo. Blandt dem finder I Lake Naivasha – en ferskvandssø blot et par timers kørsel nordvest for Nairobi. Søen er omgivet af grønne bakker, skove og åbne græsarealer, hvor både flodheste, antiloper og zebraer lever frit.

    Lake Naivasha er en helt særlig kontrast til de mere klassiske safariområder. Her er det ikke de store rovdyr, der dominerer – men snarere følelsen af fred og nærvær. I kan tage på sejltur blandt flodheste og vandfugle, eller gå en tur på Crescent Island, hvor I til fods kan opleve giraffer, gnuer og zebraer tæt på – uden at være i bil. Det giver en helt anden form for naturoplevelse, hvor I selv er en del af landskabet.

    Området er ideelt for jer, der rejser med børn, da både tempoet og aktiviteterne er familievenlige. I stedet for lange gamedrives byder Naivasha på nærkontakt med naturen, læring i øjenhøjde og tid til at sanse. Her er plads til at stille spørgsmål, undre sig og bare være sammen. Den friske luft og det naturrige landskab giver en velfortjent pause midt i en rundrejse, og mange vælger at bruge et par nætter her til både afslapning og eventyr.

    Besøg hos en Masai-landsby

    Som en del af jeres rundrejse i Kenya har I mulighed for at besøge en traditionel Masai-landsby – en oplevelse, der giver jer et unikt indblik i en af Østafrikas mest ikoniske kulturer. Maasai-folket er kendt for deres farverige klædedragter, stolte traditioner og dybe tilknytning til naturen, og et besøg i en landsby giver jer mulighed for at se, hvordan gamle skikke stadig leves i dag.

    I bliver taget imod med dans og sang, og under besøget får I lov at høre om livet som hyrdefolk, hvordan husene bygges af lokale materialer, og hvad kvæg betyder for både økonomi og identitet. For børn er det en øjenåbnende oplevelse at se, hvordan jævnaldrende lever uden strøm, WiFi og skolebus – og for voksne skaber mødet refleksion og respekt.

    Cykeltur i Hell’s Gate National Park

    Som en anderledes og aktiv oplevelse i forbindelse med jeres rundrejse, kan I tage på cykeltur i Hell’s Gate National Park. Parken ligger tæt ved Lake Naivasha og er en af de få steder i Kenya, hvor man må bevæge sig rundt til fods eller på cykel – helt uden at være i safarikøretøj. Det gør oplevelsen mere sanselig og nærværende, især for børn og teenagere, der elsker friheden ved selv at kunne være i bevægelse.

    Landskabet i Hell’s Gate er dramatisk og smukt, med stejle klippevægge, dybe kløfter og åbne sletter, hvor I ofte ser zebraer, giraffer og antiloper tæt på. Parken har også varme kilder og geotermisk aktivitet, som giver området en helt særlig stemning. Undervejs kan I tage pauser, nyde udsigterne og lade jer forundre over naturens kræfter.

    Det er en aktiv og samtidig afslappet måde at opleve det kenyanske landskab på – og en oplevelse, der ofte fremhæves som et højdepunkt på rundrejsen, især blandt familier, der ønsker variation og bevægelse.

    Badeferie ved Kenyakysten

    Efter flere dage med safari, støv og dybe naturoplevelser i bushen, er Kenyakysten det ideelle sted at lande. Her venter hvide sandstrande, en blid havbrise og klart, lunt vand fra Det Indiske Ocean. Stemningen skifter fra eventyr til afslapning, og strandlivet giver jer mulighed for at samle indtryk, nyde hinandens selskab og lade kroppen finde ro.

    Langs kysten ligger små byer og områder med hver deres atmosfære og oplevelser. Diani Beach er en af de mest elskede strande i Kenya – bred, finkornet og lavvandet, hvilket gør den ideel til leg, svømning og gåture i strandkanten. Her kan børn bygge sandslotte eller tage deres første snorkeltur ved de lavtliggende koralrev, mens de voksne slapper af under palmerne eller nyder en frisk juice med fødderne i sandet.

    Andre steder som Watamu og Malindi byder på mere ro og lokal stemning. I Watamu Marine National Park kan I snorkle blandt tropiske fisk i alle regnbuens farver – også selvom I aldrig har snorklet før. Mange udflugter foregår i traditionelle dhow-både, og den stille sejlads på det klare hav skaber en særlig ro. Børnene elsker fornemmelsen af at være på opdagelse til søs, og det hele foregår i et tempo, hvor alle kan være med.