Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?

    Flyrejser og flyvetid til Tanzania

    Information om rejsetid og flyrejser til Tanzania fra Danmark

    Når I begynder at planlægge en safari-rejse til Tanzania, dukker der sikkert spørgsmål op om selve flyrejsen. For hvor lang tid tager det at flyve til Tanzania? Hvilke ruter findes der, og hvor lander man, når man skal på safari? For mange er Tanzania, og måske Afrika generelt, et ukendt rejsemål. Derfor er det helt naturligt, hvis I gerne vil vide lidt mere om selve rejsen derned, inden jeres safarieventyr, bjergbestigning eller badeferie begynder.

    Her får I et overblik over flyrejser til Tanzania, de vigtigste lufthavne og hvad I kan forvente af turen fra afgangen til I ankommer under Afrikas sol.

    Hvor lang tid tager det at flyve til Tanzania?

    Fra Danmark tager det som regel omkring 12 til 16 timer at flyve til Tanzania, alt efter hvilken rute og flyforbindelse I vælger. Der er ingen direkte fly, så rejsen inkluderer altid mindst én mellemlanding undervejs.

    Hos Tembo Safari kan vi tilbyde jer at rejse med afgang fra både Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn, men de fleste internationale ruter udgår dog fra København, hvor der ofte er de bedste forbindelser og kortest samlet rejsetid.

    Den samlede rejsetid afhænger ikke kun af selve flyvetiden, men også af ventetiden ved mellemlandingen. Nogle forbindelser har kun et par timers stop, mens andre kan kræve længere ophold, især hvis I rejser fra Jylland.

    Fordi I rejser næsten stik sydpå, slipper I for at bøvle med jetlag. Tanzania er således kun en time foran Danmark, når vi har sommertid og to timer foran, når vi har vintertid.

    Mellemlandinger og ruter

    Da der ikke findes direkte fly fra Danmark til Tanzania, vil rejsen altid indebære mindst én mellemlanding afhængigt af afgangslufthavn og rute. Mange forbindelser er via store internationale knudepunkter som Amsterdam, Istanbul, Doha eller Addis Ababa, hvorfra der er gode forbindelser videre mod Østafrika.

    Selv om en mellemlanding naturligvis uvægerligt forlænger rejsetiden, kan den også være en kærkommen pause midt på en lang tur. Det giver mulighed for lige at strække benene ordentlig og få noget at spise eller måske fordrive ventetiden med at kigge på nogle tax-free butikker.

    Kilimanjaro International Airport

    På de fleste af vores rejser til Tanzania ankommer I til Kilimanjaro International Airport (JRO). Lufthavnen ligger mellem byerne Arusha og Moshi med udsigt til det imponerende Kilimanjaro i horisonten. At vi ofte foretrækker denne lufthavn i den nordøstlige del af landet skyldes, at der herfra er nem adgang til de mest berømte nationalparker som Serengeti, Ngorongoro og Tarangire. Mange af vores rundrejser i Tanzania begynder derfor netop her.

    Kilimanjaro-lufthavnen er forholdsvis lille og overskuelig, hvilket gør ankomsten rolig og ukompliceret. Bagageudlevering og pasformaliteter tager som regel ikke lang tid. Kort efter landing møder I derfor vores lokale repræsentant og kan sætte jer i bilen og begynde den første del af jeres rejse gennem Tanzania.

    Andre lufthavne i Tanzania

    Selvom Kilimanjaro-lufthavnen er det oplagte valg, når I skal på safari i den nordlige del af landet, findes der også andre internationale lufthavne i Tanzania, som kan være relevante alt efter, hvordan rejsen er sammensat.

    På østkysten omkring 450 kilometer i fugleflugt fra Kilimanjaro Lufthavn ligger således Dar es Salaam International Airport. Den er landets største lufthavn og et alternativ, hvis jeres rejse primært går mod Zanzibar eller det sydlige Tanzania.

    Endelig er der Zanzibar International Airport, som faktisk også håndterer både internationale og indenrigsfly. Det betyder, at I kan flyve til øen og slippe for færgeturen. Det er derfor nemt at slutte en safari på fastlandet af med en afslappende badeferie på øens flotte strande.

    Ankomst og transport videre

    Når I er landet i Tanzania, går det som regel gnidningsfrit med både bagage og paskontrollen. Lufthavnene er overskuelige, og normalt oplever man en rolig og velorganiseret ankomst. Kapaciteten er dog ikke så stor, så der kan godt nogle gange opstå lidt ventetid ved immigrationen, især hvis flere fly ankommer samtidig. Det er helt ingen grund til bekymring eller stress.

    Uanset hvor lang tid det tager, står vores lokale, engelsktalende chaufførguide nemlig klar til at tage imod jer, så snart I træder ud i ankomsthallen. Guiden følger jer på hele rejsen og i første omgang til den hotel eller lodge, hvor I skal overnatte på rejsens første dag. Her kan hvile lidt ud efter flyturen, eller måske allerede begynde jeres eventyr i Tanzania, hvis I ankommer tidligt på dagen.

    Praktiske tips til flyrejsen

    Det er en god idé at pakke håndbagagen med omtanke, når I skal rejse til Tanzania. Vi anbefaler, at I altid har pas, medicin, penge, kreditkort og flybilletter i håndbagagen. Derudover gerne lidt tøj og de vigtigste ting, så I klarer jer et par dage, hvis den indtjekkede bagage skulle blive forsinket.

    I modtager jeres flybilletter og rejseplan senest 14 dage før afrejse. Der er alt, I skal bruge til check-in i lufthavnen. Alle nødvendige oplysninger som bookingnumre og flytider fremgår af jeres E-tickets, som I blot viser ved skranken.

    →Se flere praktiske informationer for Tanzania