Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?
    Pakkerejser er jeres sikkerhed Sikre mellemlandinger inkluderet
    Fast pris ved bestilling
    Vejret på Mauritius

    Vejret på Mauritius året rundt - Hvordan er klimaet?

    Hvordan er vejret på Mauritius året rundt, og hvordan spiller det ind på jeres rejseplaner? Find svarene herunder.

    På Mauritius er vejret med til at sætte rytmen for dagene og har stor betydning for, hvordan I oplever øens natur og kyst. Nogle måneder indbyder vejret til lange afslappende dage ved havet og snorkling i det klare vand, mens andre passer bedre til vandreture i øens indre, besøg i nationalparker eller ture langs kystvejene. 

    Mauritius har et tropisk klima med tydelige sæsoner, som påvirker både temperatur, nedbør og vind. Sommeren strækker sig fra omkring oktober til april og er varm, fugtig og den mest regnfulde periode, især fra januar til marts. Regnen falder dog oftest som kraftige, men kortvarige byger, og selv i de vådeste måneder er der som regel mange solskinstimer i løbet af dagen. Vinteren fra maj til september er mere mild og tør, da den er præget af passatvindene fra sydøst, som giver et mere behageligt klima, særligt til udflugter og aktive oplevelser. Samtidig varierer vejret en del rundt på øen, hvor nord- og vestkysten generelt er varmere og mere tør, mens øst- og sydkysten får mere vind og nedbør, især i vintermånederne.

    Den bedste tid at rejse til Mauritius

    Den bedste rejsetid til Mauritius afhænger i høj grad af, hvad I gerne vil have ud af ferien. Øen kan opleves året rundt, men vejret skifter karakter, og det har betydning for både strandliv, natur og aktiviteter.

    Perioderne omkring slutningen af maj og oktober regnes ofte som særligt gode tidspunkter at rejse. Her er klimaet behageligt med mindre regn, gode temperaturer og fine forhold til både stranddage og oplevelser rundt på øen. Det er måneder, hvor Mauritius viser sig fra en balanceret side, uden hverken høj luftfugtighed eller megen blæst.

    Fra juni til september er det vinter på Mauritius. Temperaturerne er mildere, og passatvindene fra sydøst kan mærkes, især på øens øst- og sydkyst. Det gør perioden oplagt til vandreture, udflugter i det bakkede landskab og besøg ved seværdigheder som Chamarel, Grand Bassin og de botaniske haver. Vil I bade og nyde strandene i denne periode, er nord- og vestkysten ofte det bedste valg, da de ligger mere i læ. Samtidig er det højsæson for surfing, hvor vinden skaber gode forhold.

    Sommeren fra oktober til april byder på varmere vejr, højere luftfugtighed og mere regn, især fra januar til marts. Til gengæld er havet roligt og varmt, hvilket giver ideelle forhold for snorkling, dykning og fiskeri. Naturen er frodig, og øen er grøn og levende, men det er også den periode, hvor der kan forekomme tropiske lavtryk, særligt i årets første måneder.

    Mauritius er derfor et rejsemål, hvor det rette tidspunkt handler om jeres prioriteter. Uanset om I drømmer om afslappende dage ved lagunen, aktive oplevelser i naturen eller en kombination af strand og kultur, kan rejsen tilpasses, så vejret spiller med på netop jeres ferie.

    Læs vores guide om hvornår du skal rejse til Afrika her →

    Se vores udvalgte rejser til Mauritius

    Book et uforpligtende møde med én af vores safari-eksperter her >>

    Regntid på Mauritius

    Regnen på Mauritius fordeler sig over hele året, men falder især i sommermånederne fra december til april. Her er klimaet varmt og fugtigt med kraftige, men forholdsvis korte regnskyl, typisk sidst på dagen. Typisk er perioden fra januar til marts er den mest regnfulde, hvor eftermiddagstorden kan rulle ind over øen og forsvinde igen efter en times tid. Regnen bidrager til den fantastisk frodige natur, som præger øen i disse måneder.

    Fra maj og frem mod november bliver vejret mærkbart mere tørt. Disse vintermåneder (Mauritius ligger syd for ækvator og har omvendte årstider) er kendetegnet ved færre regndage, lavere luftfugtighed og mere stabile vejrforhold, hvilket gør det lettere at planlægge udflugter og aktiviteter. Det er samtidig en periode, hvor der godt kan gå uger uden nævneværdig nedbør, og hvor den klare blå himmel dominerer det meste af dagen.

    Det er dog værd at være opmærksom på, at nedbøren normalt varierer en del rundt på øen. Højlandet og østkysten får således generelt mere regn, mens man på vestkysten har lidt mere tørt og solrigt, også i regntiden. April og maj kan betragtes som overgangsmåneder med færre besøgende på øen, hvor regnen gradvist aftager, og klimaet bliver mere behageligt.

    Vejret på Mauritius måned for måned

    I denne oversigt får I et fingerpeg om, hvordan vejret typisk arter sig på Mauritius hen over året. Beskrivelserne bygger på gennemsnitlige forhold, så det er med det forbehold, at vejret kan variere fra år til år. Fordi Mauritius ligger på den sydlige halvkugle, er årstiderne modsat vores, men uden samme store temperaturudsving, som vi kender hjemmefra. Når sommeren nærmer sig herhjemme, bevæger Mauritius sig ind i sin lidt mildere periode, mens vores vinter falder sammen med øens varmeste måneder i Det Indiske Ocean.

    • Januar: Årets første måned ligger midt i den varme sommersæson på Mauritius. Dagtemperaturerne når typisk op omkring 30 grader, mens nætterne forbliver lune med temperaturer omkring 23 grader. Luftfugtigheden er høj, og regnbyger forekommer jævnligt, ofte som kraftige, men kortvarige byger, der hurtigt efterfølges af sol igen. Naturen frodig og grøn, og øen står i fuldt flor. Havet er varmt og indbydende, og januar egner sig godt til stranddage og snorkling, så længe I tager vejret, som det kommer, og planlægger aktiviteter med lidt fleksibilitet. De første par uger af det nye år er der stadig ekstra meget liv på øen, men mod slutningen af måneden falder tempoet, og der bliver mere plads på både strande og hoteller.

     

    • Februar: Sammen med januar er dette den varmeste tid på Mauritius. Dagtemperaturen i februar når typisk op omkring 30 grader, men på de varmeste dage kan temperaturen snige sig godt op over dette niveau. Nætterne er lune med omkring 23 grader, og luftfugtigheden er fortsat høj. Februar er normalt den mest regnfulde måneder på Mauritius, hvor bygerne ofte falder intenst og kortvarigt, som regel sidst på dagen.Mellem regnbygerne er der dog normalt også mulighed for sol og strandliv, og havet holder en behagelig temperatur. Er I heldige, at jeres ophold falde sammen med hindufestivalen Maha Shivaratri, kan I opleve når tusindvis af pilgrimme bevæger sig mod søen Grand Bassin. Det er en stemningsfuld og farverig oplevelse, som giver et unikt indblik i øens kulturelle og religiøse liv.

     

    • Marts: Dette er fortsat den varme del af året på Mauritius, men temperaturen begynder i marts så småt at falde en anelse i forhold til årets varmeste måneder. I løbet af dagen bliver det typisk op omkring 29 grader, mens nætterne stadig er behageligt lune med temperaturer omkring 22 grader. Den høje luftfugtighed mærkes stadig og marts regnes fortsat som en del af regntiden, hvor korte, kraftige byger kan forekomme.Falder påsken tidligt, liver øen ofte op mod slutningen af måneden, når helligdagene bliver en oplagt anledning til at rejse til Mauritius.

     

    • April: Måneden markerer en gradvis overgang mod et mere tørt og en smule køligere vejr på Mauritius. Dagtemperaturerne ligger dog typisk op omkring 28 grader, mens aftener og nætter bliver mere behagelige med temperaturer omkring 21 grader. Luftfugtigheden falder langsomt, og regnbygerne bliver både færre og mindre intense, efterhånden som regntiden nærmer sig sin afslutning.Vejret er normalt velegnet til både strandliv og udflugter rundt på øen. Samtidig er der færre besøgende end i den absolutte højsæsonen, hvilket giver mere ro på strandene og bedre plads til at nyde naturen og oplevelserne i et afslappet tempo.

     

    • Maj: Markerer afslutningen på den varme og mere regnfulde sommersæson på Mauritius. Temperaturen falder til et lidt mere mildt niveau med dagtemperaturer, som på en god dansk sommerdag omkring 26 grader og køligere aftener og nætter, hvor temperaturen kan komme ned omkring 19 grader. Klimaet føles derfor lidt mere friskt, og regnbygerne er nu sjældnere, hvilket giver mere stabile vejrforhold. De lidt lavere temperaturer gør måneden særligt velegnet til at bevæge sig væk fra stranden og udforske øens indre med vandreture, udsigtspunkter og små landsbyer. Ulempen ved denne sæson kan være, at havet til tider er mere uroligt, hvilket kan give lavere sigtbarhed ved snorkling og dykning, men til gengæld er maj normalt en mere rolig måned på Mauritius.

     

    • Juni: Denne måned er en del af den køligere og mere tørre del af året på Mauritius. Dagtemperaturerne falder til omkring 24 grader, mens nætterne kan være mærkbart køligere med temperaturer ned mod 17 grader. Mod slutningen af måneden kan det især i højlandet føles endnu køligere, hvor temperaturen enkelte dage kan komme et godt stykke længere ned. Selvom det lokalt regnes for vinter, er vejret i juni med en nordeuropæers øjne generelt stabilt og behageligt. Det er typisk en måneden, som er velegnet til vandreture og udflugter i øens indre. Planlægger I at bevæge jer op i de mere kuperede områder, kan det være en god idé at have en let trøje og overtøj med, da både temperatur og vejr kan skifte i løbet af dagen.
    • Juli: Minder i høj grad om juni og ligger i den tørreste periode på året på Mauritius. Dagtemperaturerne holder sig omkring 24 grader, mens nætterne kan falde til omkring 17 grader. Regn er normalt sjælden i juli, og mange dage byder på klart vejr og masser af sol, hvilket giver gode betingelser for udflugter og oplevelser rundt på øen.Det mildere klima gør det behageligt at udforske øens indre på aktive udflugter, og særligt den nordlige del af Mauritius har ofte rigtig fine vejrforhold i denne periode. På øst- og sydøstkysten kan vinden være mere markant, hvilket skaber ideelle forhold for kitesurfing og windsurfing, og flere hoteller tilbyder undervisning for begyndere. Er I mere kuldskære, kan det dog være en fordel at vælge indkvartering på nord- eller vestkysten, hvor der generelt er mere læ og lidt lunere forhold.

     

    • August: Denne måned byder på vejr, der minder meget om juni og juli. Dagtemperaturerne ligger omkring behagelige 24 grader, mens nætterne fortsat kan være kølige med temperaturer ned mod 17 grader. Måneden hører til den tørre vinter, og vejret er som regel generelt stabilt og behageligt. Vinden kan dog stadig mærkes, især på øst- og sydøstkysten, hvor den er mere udtalt end på nord- og vestkysten. Her er der også større sandsynlighed for korte regnbyger, som oftest falder om morgenen og hurtigt driver over, hvorefter vejret klarer op i løbet af dagen. Det gør måneden velegnet til både afslapning og oplevelser, så længe I tager højde for, hvor på øen I vælger at bo.

     

    • September: Markerer afslutningen på de lidt køligere vintermåneder på Mauritius. Dagtemperaturerne stiger til omkring 25 grader, mens nætterne stadig er behageligt kølige med temperaturer omkring 18 grader. Vejret er overvejende solrigt og tørt, selvom der enkelte dage kan forekomme lette byger, som typisk er kortvarige. Måneden hører til en af de mest attraktive perioder at rejse til Mauritius på, hvor temperaturen begynder at stige, uden at luftfugtigheden endnu bliver høj.

     

    • Oktober: Kendt som en af de mest behagelige måneder at rejse til Mauritius. Dagtemperaturerne ligger omkring 26 grader, nætterne er milde, og vejret er overvejende tørt med kun få byger. Det giver fine betingelser for både stranddage og oplevelser i naturen, hvor klimaet føles let tropisk uden at være tungt. Måneden er oplagt til vandreture og udflugter rundt på øen, og ofte falder den hinduistiske højtid Dipavali i denne periode, hvilket giver ekstra liv og farver i gadebilledet. Priserne begynder så småt at stige, men ligger stadig under niveauet for årets travleste måneder.

     

    • November: Med varmere dage markerer november starten på sommermånederne på Mauritius. Dagtemperaturerne ligger omkring 28 grader, mens nætterne er lune med temperaturer omkring 20 grader. Vejret er generelt stabilt med mange solrige dage og kun begrænset nedbør, hvilket gør måneden særdeles velegnet til både strandliv og ture rundt på øen. Efterspørgslen på rejser til Mauritius stiger i november, og det kan mærkes på hotelpriserne, som ofte ligger væsentligt højere end i september og oktober. Til gengæld får I et klima, hvor varme, sol og gode badeforhold går hånd i hånd.

     

    • December: Nu er det højsommer og højsæson på Mauritius med dagtemperaturer omkring 29 grader og lune nætter på cirka 22 grader. Klimaet er varmt og fugtigt, og især mod slutningen af måneden kan der forekomme regnbyger, som dog ofte er kortvarige og hurtigt afløses af sol igen. Havet er lunt og indbydende, hvilket gør december ideel til snorkling, dykning og afslapning ved vandet. December er et af de mest populære tidspunkter at rejse til Mauritius på. Særligt omkring jul og nytår er hotellerne ofte fuldt bookede, med tilsvarende højere priser på både indkvartering og fly. Rejser I tidligere i julemåneden, er stemningen mere rolig, og der er samtidig mulighed for at opleve lokale festivaler, inden tempoet stiger frem mod nytår.

    Hvornår skal I rejse? Vi guider jer

    Vejret på Mauritius følger tydelige sæsoner, men som det gælder på alle rejsemål, kan der være forskel fra år til år. De månedlige beskrivelser her på siden giver jer et indtryk af de mest almindelige vejrforhold, uden at være en garanti for en bestemt type vejr netop når I rejser. Se dem derfor som et praktisk overblik, der kan hjælpe jer i planlægningen.

    Mauritius kan opleves på mange måder. Nogle prioriterer strandene, mens andre vil bruge tid i naturen, vandre i højlandet eller opleve øens kultur og køkken. Hvornår det er mest oplagt at rejse, afhænger i høj grad af, hvad I gerne vil have ud af ferien. Vi deler gerne vores erfaringer med øen og hjælper jer med at finde det tidspunkt, hvor Mauritius passer bedst til netop jeres rejseønsker.

    Læs vores store guide om klimaet i Afrika her →

    Marius van Zyl

    Safariguide og rejsekonsulent

    Marius er en safariekspert med omfattende viden om Afrikas natur og dyreliv, baseret på hans uddannelse som safariguide. Født og opvokset i Sydafrika, giver hans unikke indsigt i kontinentet ham mulighed for at dele sin passion og erfaring med rejsende i Danmark.

    Siden 2016 har Marius boet i Danmark sammen med sin danske hustru og arbejder i dag som rejsekonsulent. Han specialiserer sig i at skræddersy drømmerejser til Afrika, hvor hans ekspertise spænder fra safarirejser til kulturelle oplevelser, der giver et autentisk indblik i Afrikas mangfoldighed.

    Som passioneret ambassadør for Afrika er Marius også med til at udvikle nye og spændende rejseprogrammer, der giver vores gæster mulighed for at opdage kontinentets skjulte perler.

    Læs mere >>