Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?

    Savanner og ørkener i Afrika

    Det er på Afrikas savanner og i ørkenerne, at mange af de største safarioplevelser udfolder sig. Det er her, I kan bevæge jer gennem åbne landskaber med frit udsyn til horisonter, der virker uendelige. Her er ingen tæt jungle, der skjuler dramaet. Alt sker ude i det åbne, i lyset og med godt udsyn. Ofte opdager I derfor dyrene på lang afstand og får fuld mulighed for at se, når geparden sætter i sprint, en løveflok langsomt positionerer sig i græsset, eller en elefantflok bevæger sig målrettet mod et fjernt vandhul.

    På savannen breder græslandet sig i bløde bølger, som når det er mest frisk tiltrækker sig enorme flokke af dyr. I de tørre egne og ørkenerne er landskabet mere goldt, og livet samler sig omkring få vandhuller, og kontrasterne mellem tomhed og liv bliver tydelige.

    Her ser vi nærmere på, hvordan I kan rejse til Afrika og opleve de mest storslåede savanne- og ørkenlandskaber, og hvordan disse vidtstrakte naturtyper bedst opleves, når rejsen er sammensat, så I er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

    Savannen – Afrikas store, åbne landskab

    Savanner kan have lidt forskellig karakter afhængigt af klimaet i området og især af, hvor lang tørtiden er i løbet af året. Jo længere og mere udtalt tørtiden er, desto færre træer og buske finder man typisk, mens kortere og mere stabile regnperioder giver en savanne med mere tæt vegetation.

    En savanne er dog typisk et åbent, vidtstrakt landskab med spredte træer, ofte akacier, som ikke står tæt nok til at danne et lukket løvtag over de græsser og urteagtige planter, som danner fødegrundlag for store bestande af dyr.

    Det er et landskab, der er skabt af skiftet mellem regn- og tørketid, men også af dyrenes konstante påvirkning, hvor store planteædere som giraffer og elefanter ofte er med til at holde trævæksten nede. Dermed er de sammen med utallige mindre dyr med til at forme savannen, som den ser ud i dag.

    Netop balancen mellem åbne områder og spredt vegetation gør savannen til en af de bedste naturtyper til safari. Her er plads til store dyreflokke, naturlige vandringer og rovdyrenes jagt, som det forholdvis åbne terræn giver jer et godt overblik over.

    Savanner findes også andre steder i verden, men det er i Afrika, I kan besøge de største og bedst bevarede savanneområder med dyreliv, som stadig udfolder sig i stor skala, som det er fantastisk at opleve tæt på. Det får I rig mulighed for på vores safarirejser, der netop inkluderer de savanneområder, hvor naturen er bedst bevaret.

    Safari på savannen

    Blandt de afrikanske savanner er der nogle områder, som igen og igen nævnes, når det gælder de største safarioplevelser. På savannerne i Serengeti National Park og Masai Mara National Reserve i henholdsvis Tanzania og Kenya udfolder Den Store Migration sig for eksempel hvert år, når enorme flokke af gnuer og zebraer bevæger sig mellem græsningsområder i jagten på frisk græs og vand. Det er en tilbagevendende begivenhed, hvor I kan opleve floder fyldt med krydsende dyr, rovdyr der følger flokkene tæt, og et konstant drama, der udspiller sig over åbne sletter med frit udsyn.

    Længere sydpå byder savannelandskaber som dem omkring Etosha National Park på en anden type safari, hvor dyrelivet samler sig ved vandhuller i tørketiden, og hvor I kan observere elefanter, næsehorn og antiloper på overraskende tæt hold.

    En safari på savannen kan foregå på flere måder. Der er de klassiske game-drives i terrængående safaribiler, som giver jer mulighed for at dække store afstande og følge dyrelivet, mens walking-safari med guide bringer jer helt tæt på landskabet og de små detaljer. Fra luften åbner savannen sig for alvor, når I for eksempel svæver hen over sletterne i luftballon og får overblik over de vidtstrakte områder. Selvom savannen kan være enorm, er der altså gode muligheder for at opleve variationen i både landskab og dyreliv.

    Det rige dyreliv på savannen

    Savannen og ørkenen byder på forskellige livsbetingelser, og derfor er dyrelivet, I kan opleve der, heller ikke det samme. På savannen vil en safari ofte være fyldt med bevægelse og liv. Kommer I her i tørtiden, kan det for det utrænede øje måske godt være, at landskabet også virker næsten ørkenagtigt med det lave græs og de falmede farver. Der er dog stadig en tydelig forskel, da savannen selv da fortsat rummer mere vegetation, flere dyr og et helt andet grundlag for liv, end der er i den rigtige ørken.

    Der er en række af de dyr, som I typisk vil kunne møde på savannen, der ikke findes inde i de egentlige ørkenområder eller kun i randzonerne. Det gælder for eksempel gnuer og zebraer, der er afhængige af de store græsarealer og adgang til vand. Også dyr som den afrikanske bøffel og flodhesten hører til i savannelandskaber, hvor flodernes vand og næringsrig vegetation er en forudsætning.

    En safari på savannen er desuden en chance for at opleve store dyreflokke og de dramaer, der altid opstår, når rovdyrene følger lige efter. En safari i områder med savanne er et oplagt valg, når I gerne vil se et rigt dyreliv folde sig ud. Det er der gode chancer for på vores rejser. I kan tage med os til savanneområder i for eksempel Serengeti National Park, Masai Mara National Reserve, Kruger National Park og Hwange National Park, hvor åbne landskaber og rigt dyreliv danner rammen om safarioplevelser i stor skala.

    Læs vores artikel om dyrene på savannen her →

    Kalahari ørken Namibia deadvlei område midt på dagen

    Ørkenen – den yderste grænse

    Ørkenen er en markant anderledes naturtype end savannen, men mindst lige så fascinerende. Her er nedbøren minimal, vegetationen meget mere sparsom, og livet bliver derfor ofte koncentreret omkring de få kilder til vand, der findes som oaser i et i øvrigt livløs landskab. Tæller man også steder som det bundfrosne Antarktis med, hvor den sparsomme nedbør falder som sne, dækker ørkener faktisk omkring en tredjedel af Jordens samlede landareal. Det siger noget om, hvor udbredt denne naturtype i virkeligheden er, omend den oftest forbindes med varme og sand.

    Det gælder naturligvis også i Afrika, hvor I på rejser med Tembo Safari får chancen for at opleve nogle af verdens mest kendte og største ørkener. De fleste kender nok til Sahara, men længere mod syd på kontinentet breder andre enorme ørkenområder sig også. Her er landskabet åbent og råt, farverne mere afdæmpede, og stilheden mere markant end på savannen. Alligevel er ørkenen dog langt fra livløs. Dyrene har blot tilpasset sig de barske livsvilkår, og netop fordi det er meget sparsomt med vand og skygge, samler dyrelivet sig ofte på bestemte steder. Det skaber safarioplevelser, der ofte er meget koncentrerede og intense.

    Kalahari ørken Namibia ballonflyvning i ørken

    På safari i ørkenen

    En ørkensafari er en anden oplevelse end en safari på savannen. Dyrelivet mere spredt, og I ser færre dyr ad gangen end i frodige områder med frisk græs og rigeligt vand. Til gengæld kan I møde arter, som har tilpasset sig nogle af de mest barske levevilkår på kloden. Det er dyr der klarer sig med minimalt vand og udnytter landskabet på måder, der er ekstra fascinerende.

    Derudover handler en safari i ørkenen i lige så høj grad om at opleve landskabet som om dyrelivet. Det er følelsen af en anden skala, stilhed og lys, der gør et stort indtryk på de fleste. I Namibørkenen kan I stå foran de høje klitter i Sossusvlei og Deadvlei, hvor sandets varme farver står i skarp kontrast til de udtørrede træer og den lyse bund. Eller I kan glider langsomt afsted over Kalahari-ørkenen på en luftballontur i solopgangen, hvor det bløde morgenlys tegner klitter, sletter og dyrespor i sandet og giver landskabet et malerisk udtryk.

    Selv hvis I svæver afsted over det gyldne sand, bliver safarioplevelsen i ørkenen meget nærværende og meget sanselig. Det er her, I virkelig mærker naturens mest uberørte og rå side. Det er i Afrikas tørreste egne at naturen ofte opleves som noget helt særligt, netop fordi der er mere plads og færre forstyrrelser.

    Surikat familie i Makgadikgadi Nationalparken

    Dyrelivet i ørkenen – specialister i overlevelse

    I Afrikas ørkener møder I et dyreliv, der overrasker netop fordi omgivelserne virker så barske og ugæstfri. I Namib-ørkenen og Kalahari-ørkenen kan I opleve dyr, der har specialiseret sig i at leve med ekstrem varme, minimal nedbør og store afstande mellem føderessourcer. Her er antiloper som oryx og springbuk, rovdyr der jager over store territorier, og mindre dyr som ørkenræve og surikater, der er aktive på tidspunkter af døgnet, hvor varmen er til at holde ud.

    Samtidig rummer ørkenen dog også dyr, som man nok snarere ville forvente at se på savannen. I randzonerne af Namibørkenen lever for eksempel Namibias berømte ørkenløver, som har tilpasset sig livet langs den barske Atlanterhavskyst ved Skeleton Coast. Her formår de at overleve og jage i et område, der får ekstremt lidt regn. Lige så bemærkelsesværdige er de lige så sjældne ørkenelefanter, som trods deres størrelse ikke adskiller sig fysisk fra deres slægtninge på savannen, men har lært sig at overleve i et landskab med meget begrænset adgang til vand og vegetation.

    Ud over disse er der også dyr, som der er større chance for at møde som forskellige arter af krybdyr, specialiserede småpattedyr og fugle, der er knyttet til ørkenens åbne flader og sparsomme planteliv. Det gør safari i ørkenen til en særlig naturoplevelse. Der er unægteligt færre dyr i denne type natur, men flere overraskelser og I kan få en tydeligt indblik i, hvor langt dyrenes tilpasningsevne strækker sig.

    Lad os planlægge jeres safari

    En safari i Afrika kan sammensættes på utallige måder, alt efter hvad I drømmer om at opleve, hvornår I kan rejse, og hvordan I vil bo. Vi hjælper jer med at finde de områder, der passer bedst til jeres ønsker, og kan sammensætte en rejse, hvor både savanne og ørken kan indgå, hvis I vil opleve kontrasterne fuldt ud.

    Samtidig tager vi naturligvis hånd om alt det praktiske lige fra flyrejse og transport til indlogering på komfortable lodges og guidede safariudflugter, så I bare kan fokusere på oplevelserne. Kontakt os i dag, hvis I vil høre mere om mulighederne og have et uforpligtende tilbud på en safari, der er skræddersyet til jer.

    Indehaver & Safari ekspert at  | 71 92 08 19 |  + posts

    Jeg har rejst hele livet og fandt hurtigt glæden ved at udforske verden langt fra det velkendte. Kenya blev i 2011 min indgang til Afrika, og siden har jeg rejst bredt på kontinentet – fra luksussafari til simple telte på savannen. Jeg vender ofte tilbage til både Øst- og Sydafrika, ligesom Det Indiske Ocean og især Madagaskar har en særlig plads hos mig. Rejserne handler for mig om kontraster, nærvær og de oplevelser, der sætter sig fast for altid.