Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?

    Regnskove i Afrika

    Det er ofte de vidtstrakte sletter med akacietræer, gyldent græs og store flokke af dyr, man ser for sig, når talen falder på safari i Afrika. Savannen er da også scene for nogle af de største naturoplevelser, I kan få på en safarirejse. Men der er også regnskov i Afrika, hvor I kan bevæge jer ind under tætte trækroner, hvor lyset filtreres i grønne nuancer, luften er fugtig og dyrelivet er helt anderledes end ude på de åbne sletter.

    En rejse til Afrika med Tembo Safari er med andre ord en chance for at opleve meget mere end savanner og ørkener. I lande som Kenya, Tanzania og Uganda gemmer der sig også overraskende frodige regnskove, hvor I kan kombinere den klassiske safarioplevelser med en anden naturoplevelse. Måske starter I blandt løver og giraffer på de åbne vidder og fortsætter ind i den tætte skov, hvor nogle af vores nærmeste slægtninge bevæger sig rundt i det grønne.

    Regnskov på afrikansk

    Regnskov er nok noget mange af os automatisk forbinder med Sydamerika eller måske Sydøstasien. Amazonas fylder da også mest på verdenskortet, men faktisk er en stor del af Afrika også dækket af tropisk regnskov. I de områder spiller den en afgørende rolle for både klimaet og biodiversiteten.

    Hovedparten af den tropiske regnskov i Afrika ligger i Congobassinet i den vestlige og centrale del af kontinentet. Det er kontinentets grønne hjerte. Denne afrikanske regnskov adskiller sig på nogle områder fra regnskovene i Sydamerika og Sydøstasien. Det regner for eksempel mindre, selvom det stadig er en meget frodig skov med tæt vegetation og et rigt dyreliv. Træerne er desuden både bredere og højere med en anden artssammensætning, hvilket giver den afrikanske skov sit helt eget udtryk.

    Længere mod øst, i blandt andet Uganda og dele af Tanzania, og i visse områder mod syd, kan I også opleve frodige skove med samme regnskovskarakter. På vores rejser til Afrika har I derfor mulighed for at kombinere klassisk safari på savannen og i bushen med unikke oplevelser i tæt, grøn regnskov, hvis I ønsker at opleve flere sider af Afrikas natur.

    Portræt af en hun Gorilla i Bwindi skoven

    Aberne i Ugandas tropiske skove

    Vil I gerne opleve den tropisk regnskov i Afrika, er det især vores rejser til Uganda og Madagaskar, der er interessante. Her har I chancen for at træde ind i tætte, frodige skove, hvor regnskoven ikke blot er et grønt bagtæppe, men selve omdrejningspunktet for jeres oplevelser.

    I Uganda venter nogle af de mest kendte regnskovsområder på kontinentet. Særligt en rejse til Bwindi Impenetrable Forest er en enestående oplevelse. Her bevæger I jer gennem den frodige skov i sporet på bjerggorillaerne, som kun findes i Afrika og kun i ganske få områder, blandt andet her i Bwindi.

    En anden af vores nærmeste slægtninge kan i møde i Kibale National Park. Her kan I tage på chimpansetrækning under høje trækroner i en af kontinentets mest artsrige skove, der ud over chimpanser også er hjem for en række andre primater med hver deres personlighed.

    Til forskel fra et traditionelt game drive i en safaribil foregår oplevelserne i regnskoven til fods med guide, og I kommer til at mærke regnskoven helt tæt på. Terrænet kan være kuperet, og den tætte bevoksning kræver en god fysisk form og lysten til at bevæge sig gennem mudrede stier og tæt underskov. Til gengæld er mødet med gorillaerne eller chimpanserne i deres naturlige omgivelser alle anstrengelserne værd.

    Hvis I ønsker, kan vi lave en rejse til jer, hvor gorilla- og chimpanse-trekking i Ugandas regnskove kombineres med andre natur- og kulturoplevelser i Uganda eller et af nabolandene.

    Indri lemuren i Andasibe-skoven

    Madagaskars unikke regnskove

    Madagaskar møder I en anden type regnskov med en særlig flora og fauna, som har udviklet sig i isolation fra det afrikanske fastland. Særligt øens østlige del rummer frodige regnskove, hvor lemurer springer mellem grenene, og hvor plantelivet adskiller sig markant fra det, I finder andre steder i Afrika.

    I Andasibe-Mantadia National Park kan I for eksempel med lidt held høre den karakteristiske sang fra indri-lemuren. Det er Madagaskars største lemur, og at opleve den i sit rette element her, er en uforglemmelig oplevelse. Undervejs på vandringen med jeres erfarne guide ser I ofte også farverige orkidéer, sjældne fugle og fascinerende krybdyr, som kun findes her.

    Længere mod nord byder Amber Mountain National Park på en anden side af øens regnskov. Her er klimaet køligere og mere fugtigt, og landskabet er præget af små søer og smukke vandfald omgivet af tæt vegetation. Parken er desuden kendt for sin store botaniske mangfoldighed, men også for et rigt fugleliv og en række endemiske arter, som trives i de frodige skove.

    Selvom regnskovene generelt kan være svært tilgængelige, er der altså gode muligheder for at opleve denne fascinerende del af Afrikas natur på vores rejser. Vi giver jer desuden mulighed for på samme rejse også at tage på mere klassisk safari. Det kan for eksempel være en safari i det berømte Masai Mara National Reserve, hvor I kan opleve den store migration, når hundredtusindvis af gnuer og zebraer bevæger sig gennem landskabet i jagten på frisk græs.

    Regnskove under pres

    Regnskoven i Afrika er, ligesom andre steder i verden, under pres. Skovrydning til landbrug, ulovlig hugst, minedrift og befolkningstilvækst betyder, at nogle områder forsvinder, og at dyrene mister levesteder. Det gælder også truede arter som bjerggorillaer og chimpanser, der kun lever vildt få steder på kontinentet.

    Netop derfor spiller beskyttede områder som Bwindi Impenetrable National Park og Kibale National Park en afgørende rolle. Her er naturen under aktiv beskyttelse, og adgangen er reguleret. Når I for eksempel betaler for en tilladelse til at deltage i et organiseret gorilla-trek, går en stor del af beløbet direkte til naturbeskyttelse, parkdrift og til de lokalsamfund, der lever side om side med regnskoven.

    Det betyder, at I med jeres besøg ikke kun får en enestående naturoplevelse, men at med til at støtte til bevarelsen af både regnskoven og de dyr, I rejser til Afrika for at opleve. Det giver en ekstra dimension til mødet med gorillaer, chimpanser eller lemurer, når I ved, at jeres tilstedeværelse er med til at sikre deres levesteder og fremtid.

    Guidet tur ind i Bwindi Impenetrable Forest i Uganda.
    Guidet tur ind i Bwindi Impenetrable Forest i Uganda. Foto: william pietermans - Unsplash

    Hvornår er det bedst at rejse?

    Regnskov betyder ikke, at det regner hele tiden. Klimaet er fugtigt året rundt, men der er stadig forskel på tørre og mere regnfulde perioder. Som nævnt er regnskovene i Afrika desuden en smule mere tørre end dem i for eksempel Sydamerika, men de er stadig tætte, grønne og frodige miljøer med høj luftfugtighed.

    Generelt er de tørreste måneder de mest oplagte, hvis I vil på trekking i den tætte skov. Stierne er da mindre mudrede, og det er lettere at bevæge sig gennem terrænet. Omvendt er regntiden ekstra frodig, og der er færre besøgende i parkerne.

    I Uganda regnes juni til september samt december til februar typisk som de mest tørre og dermed mest komfortable perioder til gorilla- og chimpanse-trekking. I regnperioderne kan vandringerne være mere krævende, men den ekstra frodighed giver en særlig atmosfære i skoven.

    På Madagaskar er perioden fra april til oktober generelt den mest behagelige at rejse i. Her er vejret køligere og mere stabilt, mens sommermånederne kan være varmere og mere regnfulde, især på østkysten, hvor der er regnskov.

    Det bedste tidspunkt afhænger derfor både af, hvor I rejser hen, og hvor meget I prioriterer lette vandreforhold frem for maksimal frodighed. Uanset sæson venter der jer i regnskoven en helt særlig oplevelse, som adskiller sig markant fra en safari på savannens åbne vidder.

    Sådan kan I opleve Afrikas regnskove med Tembo Safari

    Har I fået lyst til at opleve tropisk regnskov i Afrika, hjælper vi jer gerne videre. Vi sammensætter altid en skræddersyet rejse, der tager udgangspunkt i jeres ønsker til komfort og oplevelser.

    Måske drømmer I om gorilla- og chimpanse-trekking i Uganda kombineret med klassisk safari på savannen. Måske vil I både opleve regnskoven på Madagaskar og besøge den berømte Avenue de Baobab eller have god tid til afslapning ved havet. Uanset hvad I forestiller jer, kan vi sætte det sammen, så I får en rejse med både den fascinerende regnskov og andre sider af Afrikas natur.

    Kontakt os og få et uforpligtende tilbud på en rejse, hvor regnskov, safari og eventuelt badeferie går op i en højere enhed tilpasset netop jer.

    Indehaver & Safari ekspert at  | 71 92 08 19 |  + posts

    Jeg har rejst hele livet og fandt hurtigt glæden ved at udforske verden langt fra det velkendte. Kenya blev i 2011 min indgang til Afrika, og siden har jeg rejst bredt på kontinentet – fra luksussafari til simple telte på savannen. Jeg vender ofte tilbage til både Øst- og Sydafrika, ligesom Det Indiske Ocean og især Madagaskar har en særlig plads hos mig. Rejserne handler for mig om kontraster, nærvær og de oplevelser, der sætter sig fast for altid.