Vejret i Botswana året rundt - Hvordan er klimaet?
Hvordan er vejret i Botswana i løbet af året, og hvordan vil det spille ind på jeres rejseplaner? Find svarene herunder.
Sne er så godt som ukendt i Botswana, der har et subtropisk klima. Det betyder dog ikke, at vejret er det samme året rundt. Der er faktisk ganske stor variation fra sæson til sæson, både når det gælder temperatur og nedbør. Den variation har direkte betydning for, hvad I kan opleve på jeres safari i Botswana.
Klimaet i Botswana er subtropisk med to tydelige sæsoner: en varm og regnfuld periode fra november til marts og en tør periode fra april til oktober. Inden for den tørre sæson er der en køligere periode fra maj til august, hvor temperaturerne falder mærkbart, særligt om natten. Generelt er det varmeste fra oktober til april, hvor temperaturen typisk ligger mellem 20 og 30 grader, men kan stige betydeligt højere. Nedbøren er ujævnt fordelt, og det nordlige og østlige Botswana får markant mere regn end det tørre sydvest.
Den tørre sæson fra juni til oktober er den mest populære tid til safari i Botswana, og det er der gode grunde til. De tørre forhkold betyder, at det tynder ud i vegetation, og at dyrene samler sig omkring de få tilbageværende vandkilder. Fra juni til august er behageligt varmt om dagen, men morgenerne og aftenerne kan være overraskende kolde, så noget mere varmt tøj til de tidlige morgensafarier er et must. September og oktober er stadig fantastiske måneder til at opleve dyrelivet, omend varmen begynder at mærkes, særligt i det nordlige Botswana.
Regntiden fra november til marts er lavsæson, men har dog også sine fordele. Landskabet skifter karakter, og fuglelivet er på sit højeste. Til gengæld kan varmen og luftfugtigheden føles intens, og kraftig regn kan i perioder besværliggøre adgangen til nogle områder.
Kort sagt er den bedste rejsetid afhængig af, hvad I prioriterer. Vil I have de optimale forhold til safari og behageligt vejr, er tørtiden det oplagte valg. Er I mere fleksible og indstillet på mere ustadigt vejr, kan skuldersæsonen give en anderledes og mere uforstyrret oplevelse.
Book et uforpligtende møde med én af vores safari-eksperter her >>
Regntid i Botswana
Regntiden løber fra november til marts. Det er dog ikke ensbetydende med, at man oplever vedvarende regn i månedsvis. Regnen falder derimod typisk som kraftige byger om eftermiddagen eller aftenen, så morgenerne er ofte solrige og klare. Det betyder, at det ikke nødvendigvis regner hele dagen, men varmen og luftfugtigheden kan alligevel påvirke udendørs aktiviteter som safari, særligt når temperaturen kryber over 30 grader.
Når vandet breder sig i landskabet, spreder dyrene sig desuden, og det bliver sværere at spotte dem. Særligt i de nordlige nationalparker kan kraftig regn desuden gøre veje ufremkommelige og begrænse adgangen til visse områder.
Til gengæld er en rejse til Botswana i regntiden en chance for at opleve naturen, når den er mere grøn og frodig. Det er en tid, hvor der er ekstra meget fugleliv, og typisk er priserne også lidt lavere end i højsæsonen. For jer der ikke er bekymret for de højere temperaturer og regnen, og som prioriterer en uforstyrret naturoplevelse, kan regntiden godt være et interessant rejsetidspunkt.
Vejret i Botswana måned for måned
Klimaet i Botswana har en del årstidsvariation, og det har betydning for, hvad I kan opleve, og hvordan I bedst forbereder jer på rejsen. Temperaturerne er et godt eksempel: i december og januar kan den op dagen nemt nå op på 33-35 grader, mens juni og juli kan byde på morgener med temperaturer helt ned mod 5-6 grader. I oversigten nedenfor får I et overblik over, hvad I typisk kan forvente jer af vejret i Botswana måned for måned.
Januar: Årets første måned er også en af de varmeste og mest regnfulde måneder i Botswana. Temperaturen ligger typisk mellem 18 og 33 grader om dagen, men i visse områder kan den krybbe endnu højere op. Regnen falder primært som kraftige tordenbyger om eftermiddagen og giver en kortvarig lettelse fra varmen. Landskabet er grønt og frodigt med masser af fugleliv. Til gengæld kan de kraftige regnskyl gøre nogle veje ufremkommelige,
Februar: Typisk ligner vejret i februar det fra den foregående måned. Det er dog marginalt køligere og lidt mindre regnfuldt. Temperaturen ligger typisk mellem 18 og 32 grader om dagen, og eftermiddagsbygerne fortsætter, om end med lidt mindre intensitet end i januar. Landskabet er stadig frodigt og grønt, og dyrelivet er mangfoldigt. Det er ikke den nemmeste måned til traditionel safari, da dyrene stadig er spredt ud i landskabet, men naturen er til gengæld farverig.
Marts: Det er stadig regntid, men mod slutningen af måneden begynder regnen at aftage og temperaturerne falder en smule. Dagtemperaturen ligger typisk omkring 30-31 grader, og nattemperaturen bliver også lidt mere behagelige end i de foregående måneder. Regnen kommer stadig som eftermiddagsbyger, men altså med mindre intensitet end i januar og februar.
April: Regntiden ender og temperaturen falder et par grader. Morgenerne føles friske og klare uden at være kolde. Landskabet har stadig regntidens frodighed, men begynder gradvist at tørre ud. En særlig detalje ved Botswana i april er, at flodvandet fra Angola begynder at sive ind i Okavango-deltaet og åbner dermed op for nye, vandbaserede safarioplevelser. Alt i alt kan april som en del af “skuldersæsæsonen” være en god og rolig måned at besøge Botswana.
Maj: Dette er begyndelsen på den tørre sæson, og vejret skifter karakter. Temperaturen ligger typisk omkring 25-27 grader om dagen, mens nætterne bliver kølige med temperaturer ned mod 9-10 grader. Regnbygerne bliver sjældne, og landskabet begynder at tørre ud. Efterhånden som de midlertidige vandkilder forsvinder, samler dyrene sig ved de permanente vandhuller og floddeltaer, hvilket gør dem mere forudsigelige. Maj kan derfor være god måned at rejse på, før højsæsonens travlhed for alvor sætter ind.
Juni: En vintermåned i Botswana, hvilket dog mest mærkes om natten. Temperaturen ligger typisk omkring 23-25 grader om dagen, men kan falde til helt ned mod 5-6 grader om natten, særligt i det sydlige Botswana. Varmt tøj til de tidlige morgensafarier er ikke til at komme udenom. Til gengæld er himlen klar og vejret stabilt uden regn. I Okavango-deltaet er vandstanden på sit højeste i juni, hvilket giver optimale forhold for mokoro-ture i de mange kanaler. Dyrelivet som samlet ved vandet gør juni til en af årets bedste måneder til safari i Botswana.
Juli: Dagtemperaturen ligger typisk omkring 24-25 grader, men nætterne kan nogle steder være decideret kolde med temperaturer ned mod 5-6 grader, så varmt tøj til de tidlige eller sene safariture er et must i oppakningen. Landskabet er tørt og gyldent, vandhuller er ved at tørre ud, så dyrene samler sig. Det giver nogle af årets bedste forhold til klassiske safarioplevelser. Juli er derfor højsæson, og de bedste lodges er ofte fuldt bookede lang tid i forvejen, så det er værd at planlægge rejsen i god tid.
August: Minder vejrmæssigt normalt meget om juli, men temperaturerne begynder dog gradvist at stige. Dagtemperaturen ligger typisk omkring 25-27 grader, og nætterne er stadig kølige med temperaturer på 8-9 grader. Regnen er næsten fraværende, og landskabet er tørt. Der er derfor rig mulighed for at se dyrelivet ved de sidste vandkilder, og august er stadig højsæson.
September: En overgangsmåned, hvor vinteren slipper sit tag i Botswana og temperaturen begynder at stige. Dagtemperaturen ligger typisk omkring 30 grader, og nætterne er mildere end i de foregående måneder med omkring 11-12 grader. Regnen er stadig sparsom, og de tilbageværende vandkilder tiltrækker stadig mange dyr, hvilket giver nogle af årets mest intense safarioplevelser. Den lave vegetation gør det desuden nemt at spotte dyr på afstand.
Oktober: Vi nærmer os nu de varmeste måneder i Botswana. Dagtemperaturen ligger typisk omkring 32-33 grader, og i det vestlige og nordlige Botswana kan det blive endnu varmere. Midt på dagen kan varmen være intens, og måske er det på sin plads med et hvil i skyggen. De første regnbyger begynder at dukke op som kortvarige tordenbyger sidst på eftermiddagen, og landskabet begynder gradvist at få andre farver. Dyrelivet er fortsat koncentreret omkring de tilbageværende vandkilder, og de første trækfugle ankommer. I Okavango-deltaet er vandstanden lavere end tidligere på året, men der er typisk stadig mulighed for bådture.
November: Begyndelsen på regntiden, og vejret skifter karakter. Temperaturen ligger typisk omkring 33 grader om dagen og 17 grader om natten, og eftermiddagene byder på kraftige tordenbyger med imponerende lyn. Landskabet begynder at blive grønt igen, og det er kælvningssæson, så der er gode chancer for at se nyfødte dyr. Det er ikke den nemmeste måned til klassisk safari, men for naturelskere og fotografer kan november byde på nogle helt særlige oplevelser.
December: Julemåneden er i Botswana varm og regnfuld, med dagtemperaturer typisk omkring 32-33 grader og nætter der sjældent kommer meget under 18 grader. Regnen falder som kraftige eftermiddagsbyger, og landskabet er frodigt og grønt. Dyrene spreder sig i takt med, at vand er tilgængeligt overalt, hvilket kræver lidt mere tålmodighed på safarien. Til gengæld er der færre turister end i højsæsonen, og lodges og nationalparker er mere fredfyldte. Regnen kan besværliggøre adgangen til nogle områder.
Hvornår skal I rejse? Vi guider jer
Beskrivelserne af vejret i Botswana i løbet af året bygger på gennemsnitlige forhold. Så selvom det er fornuftigt at tage højde for sæsonforskelle, når I vælger et rejsetidepunkt, er samtidig vigtigt at huske, at både regn, sol og temperatur kan variere fra år til år. Se derfor informationen her på siden som en generel rettesnor frem for en præcis vejrudsigt.
En safari i Botswana kan dog opleves på mange måder alt efter vejret. Uanset om I drømmer om at se mange dyr i Etosha, en mokoro-tur gennem Okavango-deltaet eller en kombination af begge dele, hjælper vi jer med at finde det rejsetidspunkt, der passer bedst til jeres ønsker.
Har I fået lyst til at opleve Botswana, er I meget velkomne til at kontakte os hos Tembo Safari for en uforpligtende snak. Vi kender landet indgående og hjælper jer med at sammensætte en rejse, der passer til præcis jer, uanset om det skal være en klassisk safarioplevelse i Chobe Nationalpark, en tur gennem Okavango-deltaet eller en kombination af endnu flere områder. Vi finder sammen det rejsetidspunkt og den rute, der giver jer mest muligt ud af dette smukke land i det sydlige Afrika.
Marius van Zyl
Safariguide og rejsekonsulent
Marius er en safariekspert med omfattende viden om Afrikas natur og dyreliv, baseret på hans uddannelse som safariguide. Født og opvokset i Sydafrika, giver hans unikke indsigt i kontinentet ham mulighed for at dele sin passion og erfaring med rejsende i Danmark.
Siden 2016 har Marius boet i Danmark sammen med sin danske hustru og arbejder i dag som rejsekonsulent. Han specialiserer sig i at skræddersy drømmerejser til Afrika, hvor hans ekspertise spænder fra safarirejser til kulturelle oplevelser, der giver et autentisk indblik i Afrikas mangfoldighed.
Som passioneret ambassadør for Afrika er Marius også med til at udvikle nye og spændende rejseprogrammer, der giver vores gæster mulighed for at opdage kontinentets skjulte perler.