Seychellerne er kendt for sine kridhvide strande med granitklipper, der over årtusinder er blevet slebet og afrundet til bløde former af det klare, turkisblå hav. Det er netop samspillet mellem klipper, sand og vand, der gør øerne så særlige. Men hvornår er det egentlig bedst at rejse til Seychellerne, hvis I gerne vil have det bedste vejr til en ferie med sol og strand?
Vejret på Seychellerne er tropisk året rundt, men vind, regn og havforhold skifter i løbet af året og har betydning for, hvordan I oplever øerne. Nogle måneder byder på mere rolige have og perfekte forhold til snorkling, mens andre er præget af mere vind og bølger. Når I kender forskellen på sæsonerne, bliver det lettere at vælge det tidspunkt, hvor strandene og havet viser sig fra deres mest indbydende side.
Se alle vores rejser til Seychellerne her →
Indhold
Den bedste tid at rejse til Seychellerne
Seychellerne kan besøges hele året. Hen over året ligger temperaturen i gennemsnit på omkring 29 grader, og havet er normalt kun et par grader køligere. Det bedste rejsetidspunkt afhænger dog af, hvad I gerne vil have ud af opholdet. Selvom temperaturerne er ret stabile og sommerlige året rundt, er der nemlig forskellige sæsoner, når det gælder vindforhold og nedbør.
Månederne april-maj og oktober-november fremhæves ofte de bedste rejseperioder for Seychellerne. Det er begge perioder, som ligger mellem monsunerne, hvor vinden er svagere, havet roligere og sigtbarheden under vandet på sit bedste, hvilket giver ideelle forhold til snorkling og dykning. Det er i disse måneder, at strandene typisk viser sig fra deres mest indbydende side.
I kan dog også godt rejse til Seychellerne på andre tider af året. For eksempel i sommerferien. Fra maj til september blæser den sydøstlige passatvind. Det giver en frisk brise samt en smule lavere temperatur og luftfugtighed, men også mere bølgegang på nogle strande, særligt på øernes syd- og østkyster. Der er dog andre strande, som ligger mere i læ og stadig indbyder til en badeferie, så det handler i høj grad om at vælge den rette kyst.
Fra december til marts, hvor den nordvestlige monsun tager over, er vejret en tand varmere og med større sandsynlighed for regnbyger, som ofte er kraftige, men dog kortvarige. Havet er fortsat varmt, og der kan godt blive plads til strandliv mellem bygerne.

