På egen hånd eller med rejseleder?
Når det gælder vores rundrejser i Namibia, kan du grundlæggende vælge mellem to typer. Du kan tage på eventyr på egen hånd i en lejebil, hvor du har friheden til at bestemme tempoet og ruten selv. Eller du kan vælge en rundrejse, hvor al transport er planlagt for dig, og lokal repræsentanter for Tembo Safari sørger for, at alt forløber gnidningsfrit på rejsen rundt i Namibia. Begge muligheder har deres fordele – det handler blot om, hvad der passer bedst til dine egne ønsker..
På egen hånd i Namibia
Selvom der er særlige lokale forhold, du bør sætte dig godt ind i, før du begiver dig ud på en rundrejse på egen hånd, er Namibia efter vores mening faktisk et af de bedste og mest spændende lande i Afrika til en kør-selv ferie. Her kan du opleve friheden ved at rejse i dit eget tempo, selv udvælge de områder, du vil fokusere mest på, og lave små justeringer undervejs, hvis noget fanger din opmærksomhed. De fleste af landets hovedveje har god asfalt, og selv de sidste strækninger på grus- eller jordveje ud til nationalparker og reservater kan ofte klares i en almindelig lejebil – i hvert fald i tørtiden. Mange vælger dog at leje en firehjulstrækker med højere frigang for ekstra komfort og sikkerhed, især hvis rejsen går gennem mere øde områder eller uden for de mest
befærdede ruter. Med den frihed, der følger med på en rundrejse i lejebil, kan det være fristende at forsøge at nå rundt til alle Namibias store attraktioner på én lang tur. Men det er værd at huske på, at afstandene i Namibia er ganske store. Det er for eksempel en køretur på næsten 1.200 kilometer fra Windhoek i hjertet af Namibia op til Caprivi-striben i landets nordøstlige hjørne! Især hvis din valgte rute inkluderer lange stræk på ikke-asfalterede veje, kan det tage
betydeligt længere tid, end det måske ser ud til på kortet. Vi anbefaler derfor altid, at du vælger en rute, hvor du får tid til at nyde rejsen uden at tilbringe mange timer på landevejen. Hos Tembo Safari kender vi de bedste kør-selv ruter i Namibia og kan hjælpe dig med at skræddersy en rundrejse på egen hånd, hvor du får de største oplevelser med – uden at gabe over for meget. Selvom du med denne udgave af vores rundrejser er “på egen hånd,” sørger vi naturligvis også her for, at alle turens vigtigste elementer er på plads – overnatningerne er booket på gode steder, og eventuelle aktiviteter i safariområderne er reserveret, så alt er klappet og klar, når du kommer frem.
Rundrejse i Namibia med rejseleder
Selvom en rundrejse i lejebil giver dig mere frihed til at sætte dit eget præg på ruten, er der også særlige fordele ved at vælge en rundrejse i Namibia med en rejseleder. Her slipper du helt for bekymringer om at få rundrejsens logistik til at gå op i en højere enhed hver dag – alt er planlagt på forhånd, så du blot kan koncentrere dig om at nyde de mange oplevelser. Transporten mellem hotellerne er der taget hånd om, så du ikke selv skal tænke på at finde vej eller sidde bag rattet, og de mest interessante seværdigheder, udflugter og aktiviteter er lagt ind i dagsprogrammet som en del af rejsen fra start. Det betyder, at du kan læne dig tilbage og lade dig opsluge af Namibias vilde natur, mens erfarne guider på de forskellige destinationer deler ud af deres viden om dyrelivet, de enestående landskaber og landets fascinerende kultur.
En rundrejse med rejseleder er derfor et oplagt valg, hvis du vil opleve det bedste af Namibia på en tryg og veltilrettelagt rejse, hvor tempoet er tilpasset den nysgerrige rejsende – med tid til både de store højdepunkter og de små, uventede øjeblikke, der gør din rejse unik.