Har du spørgsmål?

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Har du spørgsmål?

    Den store migration i Tanzania

    At opleve Den store migration er en af de mest spektakulære naturoplevelser, I kan få på safari i Afrika. Det er et fantastisk syn, når de enorme flokke af gnuer, zebraer og gazeller bevæger sig over savannen i det nordlige Tanzania som del af det faste kredsløb, der er styret af regnens rytme og græssets vækst. Vandringen er ikke én enkelt begivenhed, men udfolder sig over flere måneder, hvor der i perioder kan være flokke af dyr, der breder sig så langt øjet rækker.

    For vores gæster vækker den store migration altid store forventninger, men kan også give anledning til spørgsmål. Hvornår skal vi rejse til Tanzania, hvis vi vil følge de store flokke tæt? Hvad får vi ud af at koncentrere os om de klassiske migrationsområder, og hvad går vi eventuelt glip af? Og er det bedst at opleve vandringen ved floderne i det nordlige Serengeti eller i syd, når gnuerne kælver ved Lake Ndutu?

    Den store migration krydser en flod i Masai Mara

    Her vil vi dykke lidt ned i det årlige mønster, der styrer migrationen, og bestemmer, hvad I kan se og hvornår. Herunder ser vi også nærmere på fordele og ulemper ved at rejse på de forskellige tidspunkter. For selvom migrationen er et unikt naturfænomen, som mange har på ønskelisten for en safari i Tanzania, er det ikke sikkert, at I skal fokusere på netop denne oplevelse for at få mest ud af rejsen. Drømmer I først og fremmest om en klassisk safari i Tanzania med både The Big Five og andet af det varierede dyreliv, kan der måske være andre perioder og områder, der passer bedre til jer.

    Se det følgende som en hjælp til at blive klogere på, hvad Den store migration er, og hvornår den passer til jeres drømme om en safari i Tanzania, snarere end som et spørgsmål om den rigtige eller forkerte måde at rejse på.

    Hvad er Den store migration?

    De dramatiske flodkrydsninger fylder meget i fortællingen om Den store migration, “The Great Migration”, men udgør i virkeligheden kun en lille del af en langt større og mere sammenhængende fortælling. Migrationen er således en årlig cyklus, der strækker sig over mange måneder og store afstande.

    Kort fortalt følger store flokke af gnuer, zebraer og gazeller i hæle på regnen og det friske græs. Udgangspunktet for vandringen er i de østlige og sydlige dele af Serengeti National Park ved Lake Ndutu over mod Ngorongoro Conservation Area, hvor kælvningen finder sted. Herfra bevæger dyrene sig gradvist gennem det centrale og vestlige Serengeti, videre mod de nordlige områder og helt ind i Kenya, før de igen vender tilbage mod syd og øst.

    Det er denne konstante bevægelse, der gør migrationen så fascinerende at opleve. Selvom mange gerne vil opleve det nervepirrende drama, når en flod skal krydses, er det ikke ét øjeblik, som gør dette naturfænomen så enestående, men helheden. Det er et levende kredsløb, som I kan opleve på mange måder, alt efter hvor og hvornår I er på safari i Tanzania.

    Serengeti er enorm, og størrelsen taler til Tanzanias fordel. Her handler jeres safari ikke kun om de få dramatiske øjeblikke. At se de enorme flokke af gnuer og zebraer brede sig ud over sletterne. At følge rovdyrene, som hele tiden forsøger at finde flokkens svagheder. Og at se, hvordan landskabet langsomt forandrer sig med regnen.

    Migrationen ved Lake Ndutu i Tanzania

    Hvorfor opleve Den store migration i Tanzania?

    På en safari i Tanzania møder I et dyreliv, der stadig er vildt og utæmmet. Det gælder i høj grad også for Den store migration, hvor de enorme dyreflokke bevæger sig gennem landskabet uden hensyntagen til landegrænsen mellem Tanzania og Kenya.

    Det er dog i Tanzania, og specielt i Serengeti National Park, at nogle af de mest intense øjeblikke under vandringen opstår. For eksempel når de store flokke på deres vandring skal krydse Mara-floden i den nordligste del af nationalparken. I floden lurer sultne krokodiller, som sjældent lader denne chance for et festmåltid forpasse.

    Serengeti og Kenyas Masai Mara udgør dog tilsammen ét stort og sammenhængende økosystem, og safarioplevelserne på den kenyanske side kan være lige så store. At de store flokke på vandring opholder sig i Tanzania en større del af året taler for at få oplevelsen der, men rejsetidspunktet er dog stadig afgørende for, om I skal rejse til Tanzania eller Kenya.

    Læs mere om nationalparkerne i Tanzania her →

    Masai Mara

    Hvornår er det bedst at rejse til Tanzania for at opleve Den store migration?

    Migrationen finder typisk sted i Tanzania fra omkring oktober og frem til juli, hvor dyrene bevæger sig gennem de forskellige dele af Serengeti National Park og de tilstødende områder. Resten af året finder man hovedparten af flokkene længere nordpå i Kenya i Masai Mara National Reserve.

    For jer betyder det, at Tanzania giver mulighed for at opleve migrationen over en længere periode og i meget forskellige landskaber. Fra kælvningen på de åbne sletter til de lange vandringer mod nord, hvor flokke strækker sig så langt øjet rækker. Det kan give en mere varieret oplevelse, hvor migrationen ikke kun handler om ét dramatisk øjeblik, men om bevægelsen som helhed.

    Hvornår det giver bedst mening at rejse til Tanzania afhænger derfor i høj grad af, hvad I håber at få ud af oplevelsen. Det er dog også værd at understrege, at selvom Den store migration har et fast mønster, har naturen sin egen lidt uforudsigelige rytme. Vi kan derfor ikke på forhånd give garantier for præcis, hvor de store flokke af dyre befinder sig eller hvornår. Tag derfor følgende beskrivelse af vandringens forløb med dette forbehold.

    Dcember-marts

    Fra omkring december til marts samler de store flokke sig normalt samlet i den sydlige del af Serengeti på græssletterne ved Lake Ndutu. Det er her, kælvningen finder sted, hvor tusindvis af nye gnu-kalve kommer til verden over nogle få dage, typisk i februar. Dyrene er på denne tid mere stationære, men der sker alligevel meget. Den høje koncentration af dyr, ikke mindst de mange kalve, tiltrækker nemlig rovdyr som geparder, løver og hyæner, der er på jagt efter et nemt måltid. Selvom de nyfødte kalve er på benene allerede efter få minutter, er de sårbare, og mange går tabt allerede før vandringen rigtigt begynder.

    April-juni

    Når regnen fra den lange regntid aftager, typisk fra april og frem mod juni, tørrer græsset dog efterhånden ud og de mange gnuer, zebraer og gazeller begynder langsomt at bevæge sig nordpå gennem Serengeti National Park. Her spreder de sig ud over større områder. Det er desuden en periode med færre turister i parken, frodig natur og gode muligheder for at opleve migrationen uden forstyrrelser.

    Juli-august

    Omkring juli når de vandrende dyr til den nordlige del af Serengeti og vandrer ind i Kenya. Det er en periode, hvor I i Tanzania kan være heldige at opleve dramatiske flodkrydsninger, men også det imponerende syn af store flokke, som samler sig ved flodbredderne og på de åbne sletter. Vil I rejse i disse måneder for at opleve migrationen, vil det være relevant at overveje en rejse til Masai Mara.

    September-oktober

    I september og nogle år et godt stykke ind i oktober nyder flokkene godt af det friske græs i Masai Mara National Reserve i Kenya, men pludselig sætter de igen i bevægelse over grænsen og videre mod syd.

    November-december

    Vandringen fortsætter i november og december ned langs den østlige del af Serengeti på vejen tilbage mod området ved Lake Ndutu. Selvom man igen kan se de vandrende flokke, når de bevæger sig sydpå fra Masai Mara, er dette dog en del af migrationen, som kan være sværere at følge. Regntiden, de såkaldte “short rains”, betyder både veje og indkvarteringsmuligheder er mere begrænsede i disse måneder. Men når flokkene igen når frem til kælvningsområderne, er der masser af dyr samlet ét sted, og den årlige cyklus tager sin begyndelse igen.

    Her kan du læse mere om hvornår det er bedst at rejse til Afrika →

    Landskabet i Serengeti med giraffer i baggrunden

    Migration eller klassisk safari – hvad passer jer bedst?

    Det er oplagt at kigge på, om der også er ulemper ved at rejse til Tanzania for at opleve Den store migration. For selvom migrationen er en intens og spektakulær oplevelse, kan den i virkeligheden måske adskille sig fra det, I forestiller jer en safari byder på.

    Når de enorme flokke med hundredtusindvis af gnuer og zebraer samler sig i bestemte dele af Serengeti National Park, ændrer balancen i dyrelivet sig. Mængden af dyr i flokkene er overvældende, og deres antal presser de andre store pattedyr lidt væk fra området. Elefanter, giraffer og andre arter trækker således ofte ud i andre områder, hvor der er mere ro og bedre adgang til føde. Resultatet er, at I ved at følge migrationen får en safari, der kan føles meget intens, men på sin vis også er lidt mere ensidig, fordi oplevelsen i høj grad kredser om de dyrearter, der er en del af vandringen.

    Man kommer heller ikke uden om, at migrationen er blevet en populær attraktion i Tanzania. Så ofte søger mange safarirejsende naturligt de samme steder hen for at være tæt på de vandrende dyr. Stemningen er stadig storslået og intens, men I må forvente at dele den med andre, der har samme ønske om at opleve de store flokke på nært hold.

    For jer, der måske skal på safari for første gang og drømmer om at se mange forskellige dyr på jeres game-drives og gerne i fredelige omgivelser, kan det derfor være værd at overveje, hvilken slags oplevelse I prioriterer højest. Uden for migrationens mest koncentrerede perioder fordeler dyrelivet sig mere jævnt i landskabet, og oplevelsen af dyrelivet bliver ofte mere alsidig. Det betyder ikke, at et fokus på at opleve migrationen er det forkerte valg. Det er unægteligt en enestående naturoplevelse, uanset om I er afsted for første gang eller allerede har erfaring med safari i Afrika. Vær blot opmærksom på, at I får en naturoplevelse, der på nogle punkter adskiller sig fra en klassisk safari.

    Så overvej gerne, om I opleve vandringens mængder af dyr samlet ét sted, eller måske snarere drømmer om en safari med Big Five og mere variation? Begge dele kan lade sig gøre i Tanzania, men ikke altid på samme tid og sted.

    En safari tilpasset jer

    Den store migration har sit tyngdepunkt i Tanzania. Her udfolder vandringen sig over lange perioder, i storslåede landskaber, og med mulighed for at opleve mere end bare ét enkelt højdepunkt. Det giver jer chancen for at få et bredere og mere nuanceret indtryk af migrationen som helhed.

    Hos Tembo Safari er vi eksperter i Tanzania og kender rytmen i både dyreliv og årstider indgående. Det betyder, at vi kan hjælpe jer med at sammensætte en rejse, hvor I oplever Den store migration, men også give jer blik for alternativerne, hvis I ønsker mere variation i dyrelivet eller en safari med færre mennesker omkring jer. En safarirejse handler ikke kun om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men om at få det hele til at spille sammen.

    Ønsker I for eksempel at rejse i perioden juli til oktober, hvor de vandrende dyr normalt er nået nord for grænsen, kan vi i stedet sammensætte en rejse til Masai Mara National Reserve. Her venter også naturoplevelser i absolut verdensklasse, inklusive Den store migration, blot i et andet landskab og med en lidt anden stemning.

    Har I brug for sparring eller gode råd, sidder vi klar til at hjælpe jer med at finde den safari, der passer bedst til jer og jeres ønsker.

    Her kan du læse mere om hvilke dyr man kan se i Tanzania →

    Andre oplevelser på en rejse til Tanzania

    Den store migration har med god grund en særlig status, men den er langt fra det eneste, der gør Tanzania til et af kontinentets mest attraktive safarirejsemål. Selv i Serengeti National Park er der meget mere at opleve end de vandrende flokke med et rigt og varieret dyreliv året rundt.

    Selvom de nordlige nationalparker er de mest kendte, rummer resten af Tanzania også en lang række spændende naturområder, som I kan udforske det meste af året. Det kunne for eksempel være Selous Game Reserve i den sydlige del af landet, hvor safari ofte foregår i et roligere tempo og med stor variation i både landskab og dyreliv. I har desuden en oplagt mulighed for at runde rejsen af på Zanzibar, hvor I skifter safari ud med sand mellem tæerne og kan lader oplevelserne bundfælde sig ved det azurblå Indiske Ocean.

    Læs også om andre seværdigheder i Tanzania her →