Ring til Os

Vulkankrateret i Tanzania – sådan besøger I Ngorongoro

Der er steder i Afrika, hvor naturen næsten virker overvældende i sin størrelse. Ngorongoro er et af dem. Når I står ved kraterkanten og kigger ud over det enorme vulkankrater, fornemmer I hurtigt, at dette ikke bare er endnu et safariområde, men et landskab formet af dramatiske kræfter dybt nede i jordens indre.

For omkring 2,5 millioner år siden kollapsede toppen af en gigantisk vulkan og efterlod det, som i dag er verdens største intakte vulkanske krater. Resultatet er et næsten cirkelformet landskab med stejle kraterkanter og en bund, hvor savanne, søer og små skovområder udgør en mosaik af naturtyper med et rigt dyreliv.

Ngorongoro-krateret er helt fortjent blevet kåret til et af Afrikas syv naturvidundere og er i dag et af de mest eftertragtede safariområder i Tanzania. Udover det fantastiske dyreliv, som blandt andet tæller de sjældne sorte næsehorn og en stor flok løver, er det et sted, hvor I kan opleve fascinerende geologi i stor skala. Her ser vi nærmere på, hvordan I kan besøge dette imponerende vulkankrater, når I rejser til Tanzania med Tembo Safari.

Se alle vores rejser til Tanzania her→

Ngorongoro-krateret: Et naturvidunder i det nordlige Tanzania 🌋

Ngorongoro-krateret ligger i det nordlige Tanzania, ikke langt fra Serengetis endeløse sletter mod vest og i fugleflugt omkring 120 kilometer vest for Arusha. Krateret blev dannet, da en enorm vulkan, som formentlig var større end Mount Kilimanjaro, kollapsede efter et voldsomt udbrud. Tilbage stod en næsten perfekt cirkelformet såkaldt caldera med en diameter på omkring 20 kilometer og kanter, der flere steder rejser sig over 600 meter over kraterbunden.

I dag er krateret en del af Ngorongoro Conservation Area, et stort beskyttet naturområde, der også omfatter højland, skove og åbne sletter omkring krateret. Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og forvaltes med fokus på både natur, dyreliv og de mennesker, der lever på traditionel vis her. Oprindeligt var Ngorongoro faktisk en del af Serengeti Nationalpark, men i 1959 blev området skilt fra som sin egen enhed og altså opkaldt efter det enorme krater, der er områdes midtpunkt.

Gennem millioner af år har dette særlige kraterlandskab skabt rammen for et rigt dyreliv, hvor blandt andet Big Five i dag lever nede på kraterbunden. Det er netop dette imponerende natur- og dyreliv, I kan opleve på en rejse med Tembo Safari, hvor et besøg i Ngorongoro uden tvivl bliver et af højdepunkterne på jeres safari i Tanzania.

På safari i Ngorongoro-krateret 🚙

Når Ngorongoro er en del af jeres safarirejse i Tanzania, vil det være på de klassiske game drives, at I udforsker den rige natur nede i krateret. Sammen med en erfaren guide kører I ned ad de snoede veje fra kraterkanten gennem tæt højlandsskov, hvor fuglestemmer fylder luften. Nede i krateret åbner landskabet sig, og savannen breder sig ud foran jer. Her græsser zebraer, gnuer og forskellige antiloper i store flokke, mens rovdyr som løver og hyæner holder et vågent øje med eventuelle svagheder fra afstand.

Vil I opleve området fra en lidt anden vinkel, er der også gode muligheder for at komme på en tur op til kraterkanten på en guidet walking safari. Her foregår tempoet i et andet tempo end i safaribilen. I får tid til at lægge mærke til og få fortalt historier om dyrespor på jorden, planterne langs stien og de mange fugle, der lever i området.

En tur i varmluftballon kan også give et spektakulært overblik over det unikke landskab, hvor dyrene bevæger sig som små prikker under jer. Hvad enten I tager på ballontur eller betragter Ngorongoro-krateret oppe fra kanten, er det, når solen først eller sidst på dagen farver landskabet i varme gyldne nuancer, let at forstå, hvorfor dette betragtes som et af Afrikas syv naturvidundere.

Ngorongoro Crater

Dyrelivet I kan opleve i vulkan-krateret 🦁

Vulkankrateret er ofte det absolutte højdepunkt på en safari i Ngorongoro Conservation Area. Det skyldes ikke mindst den usædvanligt høje koncentration af dyreliv på kraterbunden, hvor et tusindvis af dyr lever side om side i et forholdsvis afgrænset område på omkring 260 kvadratkilometer (hele Ngorongoro Conservation Area dækker knap 8300 kvadratkilometer). Nede i krateret kan I blandt andet møde de berømte Big Five, der tæller elefanter, bøfler, næsehorn, løver og leoparder.

Mens det typisk kræver både lidt held og en dygtig guide at få øje på en leopard, er Ngorongoro til gengæld kendt for sin store bestand af løver, som der er gode chancer for at se hvile i græsset eller patruljere over sletten på jagt efter bytte.

Samtidig rummer krateret et imponerende udvalg af andre dyr. Flodheste holder til i vandhullerne, hyæner patruljerer på jagt efter ådsler eller svækkede byttedyr, og på de åbne sletter græsser zebraer, gnuer, gazeller og de store elandantiloper. Vortesvin ses ofte pile gennem græsset med strittende haler.

Netop fordi så mange dyr lever samlet inden for kraterets naturlige rammer, er Ngorongoro et af de bedste steder i Tanzania at opleve dyr, med både Big Five og mange andre arter, på relativt kort tid og på et overskueligt område. Oppe på kraterkanten kan I desuden flere steder komme ud på guidede walking safaris, hvor landskabet åbner sig foran jer, og hvor I får et godt overblik over hele kraterets imponerende udstrækning.

Menneskene i Ngorongoro 😉

Navnet Ngorongoro stammer fra masai-sproget, hvor orgirra le kkorongorro kan oversættes til “den store skål”, en betegnelse der jo passer meget godt til krateret udformning. I tidlige skriftlige beskrivelser af området blev ordet kkorongorro dog stavet forkert, og med tiden udviklede det sig til den stavemåde, vi bruger i dag, Ngorongoro.

Masaierne, som kom til området for omkring 200 år siden, er der gode muligheder for at møde. De lever stadig af deres kvæg og andre husdyr, som græsser på højlandet omkring krateret. Arkæologiske fund, blandt andet fra steder i og omkring krateret, viser, dog at mennesker har haft tilknytning til området gennem årtusinder. Sporene rækker helt tilbage til forhistorisk tid og vidner om, at nogle af vores fjerneste slægtninge har levet i dette landskab længe før området blev kendt som et af Tanzanias mest berømte safariområder.

Ønsker I at krydre de mange naturoplevelser i Ngorongoro med et kulturelt indblik, er der på vores rejser typisk også mulighed for at arrangere landsbybesøg i og omkring naturområdet. Her kan I møde lokale familier og få et spændende indblik i deres traditioner, hverdagsliv og skikke, som stadig er tæt knyttet til landskabet omkring krateret.

Andre kratere i Ngorongoro Conservation Area 🦩

Det store Ngorongoro-krater er langt fra det eneste spor efter områdets vulkanske fortid. Rundt omkring i Ngorongoro Conservation Area finder I flere andre kratere, som der også er mulighed for at udforske. Det kan for eksempel være Empakaai-krateret, der ligger omkring 30 kilometer mod nordøst. Det er gangske vist betydeligt mindre end Ngorongoro med en diameter på cirka 8 kilometer, men udsigten fra kraterkanten er også meget betagende. Kanten er dækket af tæt, frodig skov, og en stor del af bunden er dækket af en sø, som er kendt for at tiltrækker store flokke af flamingoer og andre vandfugle.

Mellem Ngorongoro og Empakaai ligger også Olmoti-krateret. Her er kraterkanten lavere og landskabet mere åbent, men til gengæld gennemskæres det af en floddal, som tiltrækker dyreliv året rundt. Olmoti er derfor også et populært sted at tage på walking safaris, hvor det gamle vulkanlandskabet udforskes.

Læs mere om vandreture og walking safaris i Tanzania her →

Sådan bliver safarien helt jeres egen 🙋

Ngorongoro er et af de steder i Tanzania, hvor dyrelivet og dramatiske landskaber går op i en højere enhed. Derfor giver det også god mening at planlægge rejsen, så den er tilpasset præcis til det, I gerne vil opleve i området. Hos Tembo Safari hjælper vi jer med at skræddersy en safarirejse, hvor I får tid til at udforske krateret, opleve dyrelivet på game drives og måske også komme ud på vandreture langs kraterkanten. Det hele bindes sammen af jeres ophold på komfortable lodges eller safaricamps, hvor I kan slappe af mellem oplevelserne og nyde udsigten over det storslåede landskab.

Da Ngorongoro ligger i en del af Tanzania, hvor flere af landets mest berømte nationalparker findes, kan vi desuden sammensætte en rejse, hvor I også tager på safari i Tarangire eller på Serengetis enorme sletter, hvor landskaberne og dyrelivet også byder på nye oplevelser hver dag. Vil I gerne runde det hele af med en afslappende badeferie på de indbydende sandstrande ved Det Indiske Ocean på Zanzibar, kan vi også tilbyde det.

Kontakt os og få et uforpligtende tilbud på jeres safari i Tanzania, hvor oplevelserne i Ngorongoro indgår som en del af en rejse, der er sammensat helt efter jeres ønsker.

Indehaver & Safari ekspert at  | 71 92 08 19 |  + posts

Jeg har rejst hele livet og fandt hurtigt glæden ved at udforske verden langt fra det velkendte. Kenya blev i 2011 min indgang til Afrika, og siden har jeg rejst bredt på kontinentet – fra luksussafari til simple telte på savannen. Jeg vender ofte tilbage til både Øst- og Sydafrika, ligesom Det Indiske Ocean og især Madagaskar har en særlig plads hos mig. Rejserne handler for mig om kontraster, nærvær og de oplevelser, der sætter sig fast for altid.