Kontakt Os

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Kontakt Os

    Leif og Lone på mobil camping safari i Botswana

    Kære Tembo Safari

    Nu er vi efterhånden tilbage i hverdagen igen efter den dejlige safari i Botswana.

    Vi har været ret trætte, efter vi kom hjem, men det var jo også tidligt op om morgenen og ikke så tidligt i seng om aftenen.

    Vi synes, at Botswana er et meget smukt land, ihvertfald set ud fra de områder, vi besøgte. Og et rigtigt fugleparadis.

    Højdepunktet for mig var nok sejlturen i Okavango Deltaet, det var virkelig betagende smukt.

    Vi kunne selvfølgelig godt have tænkt os at se lidt flere rovdyr, men sådan er det jo. Det er jo ikke en Zoo.

    Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon gemte sig inde i det meget høje græs.

    Nu må vi se, hvad vi finder på næste gang.

    Vi er ihvertfald ikke færdig med Afrika endnu!

    Mange hilsner fra
    Leif og Lone

     

    Finn og Barbro på safari i Botswana

    Kære Tembo Safari

    Tak for det flotte kort og velkommen hjem hilsenen. Vi har haft en helt fantastisk tur og ”Den Afrikanske syge” var vi angrebet af, allerede da vi tog af sted. Vores rejse til Botswana med Tembo Safari kurerede ikke sygen, tværtimod, den gav lyst til mere. Botswana er smukt og afvekslende og vores camps og lodges var den ene smukkere end den anden. Det var helt umuligt at udpege en favorit.

    De mennesker vi kom i kontakt med var også utrolig varme, venlige og omsorgsfulde.

    Mange venlige hilsener

    Finn og Barbro

     

    Eva og Søren på luksus safari i Botswana

    Kære Sanne og Hans

    ”Beautiful Africa”. Sådan synger koret stolt i Camp Okavango, før vi går til bords. Vi kunne ikke være mere enige – Afrika er ”beautiful” på alle måder.
    Som genbesøgende blev vi ”udsat” for en del særbehandling: suite med egen kæmpe terasse og pool, teltet med den bedste udsigt og ”honey moon”-teltet med den hævede udsigtsplatform. Et par steder fik vi også serveret en romantisk middag for to.

    Noget af det, der overraskede os ved vores første besøg i Botswana, var den meget personlige behandling, man får af alle, som også kan huske ens navn straks fra første færd. Vi var meget spændte på, om vi skulle møde nogle af de samme personer igen, og det skulle vi. Vi fik endda muligheden for at vælge, at vi gerne vil have de samme guider som sidst i de lejre, hvor dette var muligt. Én af guiderne, Coca i Camp Moremi, udsatte endda sin ferie for at guide os. Management fortalte os, at Coca var meget stolt over at vi havde bedt om at få ham som guide igen.

    Turen denne gang var stort set den samme som i 2012, men denne gang vidste vi, hvor vi gerne ville have en ekstra overnatning. Derudover havde vi valgt en lejr, som normalt ikke indgår i Tembo’s program, nemlig Linyanti Bush Camp. Ifølge beskrivelserne ligger denne lejr én stjerne under de andre, men vi har svært ved at få øje på, hvad der skulle være skyld i den manglende stjerne.

    Hvad vi ikke vidste om opholdet i Linyanti var, at der var inkluderet en halv times helikopterflyvning over Linyanti-sumpene. Det var en kæmpe oplevelse ”bare” at prøve at flyve i helikopter, men også at se området og en del forskellige dyr oppefra.
    På denne tur så vi masser af dyr, men dog færre end i 2012. Vi var dernede på samme tid af året (én uge tidligere), men den virkelige årsag til at der var færre dyr var, at det havde regnet meget og at der derfor stadig var masser af græs/vegetation, så dyrene var endnu ikke blevet tvunget til at finde nye græsgange.

    Én af vores favoritter er leoparden, og på denne tur lykkedes det os at se den hele syv gange. Tre gange så vi den endda liggende oppe i et træ.
    Sidst på et eftermiddag- gamedrive, mens vi sad og kiggede på en flok løver, der havde et bytte inde i krattet, opdagede vores guide, at vi havde en punktering. Måske var det derfor, han henledte os på løvernes store maver, der tydeligt viste at de havde spist godt, for nu skulle der skiftes hjul. Vi humpede et par hundrede meter ned af ”vejen” og så gik guiden og en anden gæst i gang med at skifte hjul, mens vi stod på hver side af bilen og holdt øje med om nogen havde øje på os. Vi kom alle hjem i god behold.

    Endnu engang havde vi en fantastisk rejse til Botswana. Botswana vil altid have en stor plads i vores hjerter, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, vi har besøgt landet, men vores næste tur med Tembo bliver til Tanzania.

    Mange hilsner fra
    Eva og Søren

     

    Eva og Søren på safari i Botswana og Victoria Falls

    Kære Tembo Safari

    Skønne camps, vidunderlig natur og søde mennesker, både ansatte og andre rejsende, er noget af det, vi altid vil huske fra vores første møde med safari i Botswana og Zimbabwe/Victoria Falls, som vi havde tilkøbt.

    Guiderne er alle steder dygtige og engagerede, og de interesserer sig virkelig for den fantastiske natur i deres land. Specielle ønsker til, hvad man gerne vil opleve, forsøger de ihærdigt at imødekomme, og alle spørgsmål bliver besvaret på en kompetent måde – hvis de ikke lige har et svar på rede hånd, vender de tilbage, når de har fundet et svar.

    Vi så rigtigt mange dyr. Nogle steder kunne man næsten ikke sparke sig frem for dyr, andre steder skulle der arbejdes lidt mere for at vi kunne få dyrene at se, men de var der. Nogle oplevelser skiller sig ud fra de mange store oplevelser:

    Vi så en enlig hunløve jage og fange en bøffel. Vi var heldige at få det meste med. Optakten, hvor bøffelflokken kommer vandrende gennem skoven, løven der er lige i hælen på bøflerne, offeret der styrter af sted, løven der kommer jagtende lige bagved. Selve fangsten kunne vi ikke se, idet den foregik bag nogle buske og i noget højt græs, men der var ingen tvivl om, hvad der foregik. Bøffelen ”muh’ede” og tilkaldte sin flok, hvoraf nogle vendte tilbage og jagede løven væk. Kun langsomt nærmede hun sig sit bytte, og da vi kørte derud igen om eftermiddagen, ca. 8 timer efter fangsten, var bøffelen stadig ikke død, men løven var i gang med at gøre en ende på dens kvaler. Næste morgen var det hanløven, der lå og spiste sig mæt.

    Tre gange var vi heldige at se leoparden, et utroligt smukt dyr. Én af gangene forsøgte den at snige sig ind på en flok impalaer, men dette mislykkedes. Man var slet ikke i tvivl, da den blev afsløret. Impalaerne har en meget karakteristisk, hæs stemme, og denne blev brugt flittigt, da de opdagede leoparden, som slukøret gik derfra og måtte se sig om efter noget andet at jage.

    I tre camps var vi på båd-safari. Dette var en helt anden og rolig måde at opleve områderne på. Vi kom tæt på de imponerende flodheste, så dyrene der var nede ved floden for at drikke og bade, og mange af de smukke fugle kunne også opleves. Guiderne var formidable til at spotte dyr, der gemte sig i beplantningen i vandkanten, bl.a. krokodiller i alle størrelser.

    Alle steder blev vi taget rigtigt godt imod og introduceret til, hvad der foregik i den enkelte camp mht. aktiviteter, spisetider, morgenvækning, vaske-service osv. Om aftenen sang personalet ofte nogle flotte afrikanske sange for os, inden vi kunne give os til at spise af den fantastiske mad.

    Hvis man ikke har et ”A-menneske” boende i sig, må man se at få et etableret. Morgenvækningen er typisk klokken 6, hvorefter der er morgenmad klokken 6:30 og afgang til dagens første aktivitet klokken 7. I Chobe Game Lodge var der endda morgenkaffe/the klokken 5:30 og afgang klokken 6. Først, når vi var tilbage omkring klokken 9:30, blev den egentlige morgenmad serveret.

    Man bliver noget overrasket, når man finder ud af, hvor lidt bagage man egentlig må medbringe. 20 kilo i alt incl. håndbagage, og ”kufferten” (sportstasken) SKAL være blød og må maksimalt være 25 * 30 * 62 centimeter, alt sammen på grund af den meget begrænsede bagageplads i de små fly, som bruges til transporten mellem de forskellige camps.

    Der er ingen grund til at gå i panik over udsigten til, hvor lidt bagage man kan medbringe. Alle steder er der vaske-service – aflevér vasketøjet om morgenen, om eftermiddagen ligger det vasket, tørret og nystrøget i teltet/hytten. Så vi vil helt bestemt medbringe meget mindre tøj næste gang.

    Vi rejste i maj, hvor Botswana er på vej ind i vinteren. Dette betyder kølige nætter og morgener, og at man på morgenturene skal have godt med tøj på. En langærmet bluse og en vindtæt jakke er ikke for meget. Der er tæpper i bilerne/bådene, og også disse gør god nytte fra morgenstunden, men op ad formiddagen kan man begynde at afmontere noget af tøjet, idet temperaturen stiger til det behagelige. Vi oplevede ikke, at det blev ubehageligt varmt, og luftfugtigheden var ikke noget problem.

    I maj er regntiden et overstået kapitel, så vejret er fint og sommeragtigt, dog er nætterne som sagt kølige. Alting er ved at tørre ud, herunder de midlertidige vandsamlinger, der opstår som følge af regnen. I Okavango er maj også tiden, hvor man venter på vandet, der skal komme fra Angolas højland. Så vidt vi forstod, var vandet så småt på vej, idet man kunne måle små stigninger i vandstanden.

    Hvis man tager med på gå-safari fra Camp Okavango, kommer man virkelig ud at gå i vildnisset. Vi oplevede at komme tæt på bøfler, elefanter og giraffer, og det lykkedes os at skræmme et par vortesvin op. Hvem der blev mest forskrækket, er et åbent spørgsmål. Det er vigtigt, at man medbringer lange bukser og lukket fodtøj. Alt tøj skal være i neutrale farver for ikke at tiltrække dyrenes opmærksomhed unødigt.

    Vi fik ikke lært ret meget af sproget, men én ting hænger dog fast, nemlig ”PULA”, som er navnet på Botswanas valuta, ordet for regn og, ikke mindst, så betyder det ”SKÅL”.

    TEMBO Safari stod for hele vores rejse, og der blev taget hånd om os hele vejen.

    I indledningen skrev vi ”vores første møde”. Vi skal af sted igen, det er der slet ingen tvivl om, og der er heller ingen tvivl om, at vi igen vil vælge TEMBO Safari som arrangør.

    Mange hilsner fra

    Eva og Søren

     

    Karin og Jan på luksus safari i Namibia

    Hei

    Tilbake fra en fantastisk tur til Namibia. Alt gikk som planlagt. Det Namibiske selskapet som sto for reisen i Namibia gjorde en perfekt jobb. Vi hadde en fantastisk guideog sjåfør, (Regan) behandles hadde stor og interessant kunnskap både om land, folk og dyr ( gikk glipp av løver, men det får bli neste gang). Han var også en meget hyggelig mann som gjorde alt for at vi skulle få en fantastisk ferie.

    Overnattingsstedene var perfekte med meget god mat og fantastiske mennesker. Som sagt alt var perfekt, ser da bort fra en lang hjemreise med 10 timer på flyplass, men det gikk greit.

    Vi er veldig fornøyd med dere som reiseplanlegger og måten dere holdt oss orientert på,. Mange takk for en fantastisk ferie.Vi bruker dere gjerne igjen og vil anbefale Tembo Safari til våre venner.

    Med de beste hilsener
    Karin og Jan