Karen Blixens Afrika
Karen Blixen var en af Skandinaviens største forfattere i sin tid, og hendes fortællinger havde stor betydning for, hvordan resten af verden fik øjnene op for Afrikas skønhed og mangfoldighed. Særligt med udgivelsen af Den afrikanske farm i 1937 satte hun ord på sine oplevelser i Kenya og åbnede et vindue til en verden, som dengang var fjern og ukendt for de fleste. Hun gjorde det fjerne nærværende, brød med forsimplede billeder af det afrikanske kontinent og gav os et mere nuanceret blik på livet dér.
Også i dag giver hendes beskrivelser af Kenya mange lyst til selv at drage afsted og opleve de landskaber, hun boede midt i på sin elskede farm. På en safari i Kenya, får I netop muligheden for at følge i hendes fodspor. I kan besøge Karen Blixens farm ved foden af Ngong Hills i Nairobi og tage på safari i de samme områder, hvor hun selv jagtede eventyret og fandt inspiration til sine fortællinger.
Indhold

Karen Blixens farm i Nairobi
Hvis I vil varme lidt op til rejsen, kan I tage en tur til Rungstedlund i Nordsjælland og se Karen Blixens hjem, hvor hun voksede op og vendte tilbage til efter 17 år i Kenya for at tilbringe sine sidste år, inden hun døde der i 1962. Museet er bestemt et besøg værd, men det er dog en helt anden oplevelse at stå i hendes hus ved foden af Ngong Hills i udkanten af Nairobi. Det sted, som blev så afgørende for hendes liv og forfatterskab.
På Karen Blixens afrikanske farm vil I stadig fornemme stemningen af kolonitidens Kenya, hun beskrev så levende i sine bøger. At gå gennem rummene, kigge ud over haven og mærke luften fra de bløde bakker omkring huset er som at træde direkte ind i en af hendes fortællinger. Det er et sted, hvor historien ikke bare kan læses, men opleves.
Kontrasten til byens centrum er slående. Inde midt i Kenyas hovedstad rejser moderne højhuse af glas og stål sig, men små 15 kilometer mod vest oplever I en helt anden verden. Her i forstaden Karen, som bærer hendes navn, er stemningen luftigere, mere grøn og unægteligt præget af Nairobis overklasse.
Selve hovedhuset på farmen skiller sig dog ikke ud som noget meget prangende, når man ser på det med nutidens øjne. I forhold til de elegante villaer, der findes i området i dag, virker det næsten lidt beskedent. Alligevel er der noget særligt ved både bygningen og den parklignende have, der omkranser den.
Et liv mellem stjernestunder og sorger
Den Oscar-vindende film Out of Africa (Mit Afrika) med Meryl Streep og Robert Redford fra 1985 skildrer ikke blot livet på farmen, men også den intense romance mellem Karen Blixen og storvildtsjægeren Denys Finch Hatton. Selve optagelserne fandt dog faktisk ikke sted her, da hovedhuset på det tidspunkt fungerede som bolig for rektoren på en sygeplejeskole. Ved den senere omdannelse af huset til museum skænkede filmselskabet dog flere af de rekvisitter, de havde fået fremstillet, til møbleringen. De er med til at forstærke fornemmelsen af at træde direkte ind i historien. Når I står her og kigger ud mod Ngong Hills, forstår I, hvorfor Karen Blixen med denne oase, forelskede sig så dybt i Afrika.
Tiden på Karen Blixens farm var dog ikke kun ren idyl. Rundt på området kan I stadig se rester af de maskiner, der blev brugt til kaffeplantagen. Det var projekt, som trods investeringer for mange millioner i nutidskroner fra starten nok var dømt til at fejle. Farmen blev en alvorlig belastning for Blixens privatøkonomi, og oven i det blev hun ramt af sorgen over at miste sit livs kærlighed, der omkom i et flystyrt.

Fra storvildtjæger til naturens stemme
Det var ikke kun Denys Finch Hatton, der drog på storvildtsjagt i Kenya. Som det hørte tiden til, udtrykte også Karen Blixen i første tid i Afrika sin fascination af naturen gennem jagt. Hun deltog selv i storvildtjagter og nedlagde både løver og næsehorn. I dag, hvor vi tager på safari med kameraet klar i stedet for geværet, kan det virke voldsomt, men på Blixens tid var det ofte måden, man oplevede og kom tæt på Afrikas vilde dyreliv.
Senere bevægede hun sig dog med tiden også mere i retning af det, vi i dag forbinder med en safari i Kenya. Denys Finch Hatton, som oprindeligt var storvildtsjæger, begyndte nemlig at tage velhavende europæere med på safariture, hvor oplevelsen af naturen kom i centrum, og han inviterede også Karen Blixen med på ture. På den måde fik hun smag for og blev fortaler for safarier, der handlede om at jage med kamera fremfor gevær.
I Den afrikanske farm beskrev hun sine naturoplevelser: “Der er noget ved safarilivet, som får en til at glemme alle sine sorger og føle, som havde man drukket en halv flaske champagne – boblende over af inderlig taknemmelighed over at være i live.”

Tag på safari som Karen Blixen
På vores safarirejser i Kenya bliver der ikke nedlagt storvildt, men spændingen, som Karen Blixen for omkring 100 år oplevede, er den samme. I vil også opleve Masai Mara, hvor savannen breder sig endeløst med elefantfamilier, der i flok bevæger sig langsomt forbi, løver, der slapper af i skyggen, og enorme flokke med tusindvis af gnuer og zebraer på vandring over sletten. Det er et natursceneri, der får hjertet til at slå lidt hurtigere og vækker den samme følelse af eventyr, som Blixen beskrev i sine bøger.
I vil mærke pulsen stige, når I spejder efter The Big Five og pludselig får øje på et næsehorn i det fjerne eller en leopard, der lydløst bevæger sig gennem bushen. Og når dagen går på hæld, venter en helt anden form for magi. Forestil jer at sidde ved lejrbålet, nyde et måltid under en klar stjernehimmel og lytte til nattens lyde fra savannen.
Det kan for eksempel være i Karen Blixen Camp, der ligger i Mara North Conservancy, der er et af Kenyas mest eksklusive safariområder. Her bor I midt i naturen, men uden at give køb på komforten. De rummelige telte er indrettet i klassisk safaristil næsten som på Blixens tid med bløde senge, eget badeværelse og små detaljer, der giver følelsen af at være tæt på bushen, men stadig forkælet.
Fra campens terrasse kan I sidde med en kop kaffe og kigge direkte ned til Mara-floden, hvor flodheste ofte dovner i vandet, mens savannen åbner sig foran jer. Det er let at føle sig hensat til den tid, hvor Karen Blixen selv drog ud på safari med teltlejre og levede tæt på naturen. Ligesom dengang er nattens lyde, bålets gløder og den endeløse stjernehimmel en næsten ligeså stor del af oplevelsen, som mødet med dyrene på safari om dagen.

Oplev mere af Kenya
Til forskel fra da Karen Blixen boede i Afrika, er det i dag meget lettere at komme langt omkring og opleve flere af Kenyas berømte nationalparker og naturreservater på én og samme rejse. Vores rejse I baronessens fodspor er et godt eksempel. Det er en familievenlig safari, hvor I besøger nogle af landets allerbedste safariområder.
Udover Masai Mara, med sine endeløse sletter og rige dyreliv, oplever I på denne safarirejse til Kenya for eksempel også Amboseli, der er berømt for sine enorme elefantflokke med Kilimanjaro tronende i baggrunden, og Lake Naivasha i Rift Valley, hvor mange flodheste holder til. Og måske ønsker I at fuldende oplevelsen med en ballonsafari og se hele det afrikanske landskab brede sig ud under jer i morgensolen. En magisk afslutning på et eventyr, der giver jer en fornemmelse af Karen Blixens Afrika.
Karen Blixen vendte aldrig selv tilbage til Afrika, efter hun forlod Kenya, men hun glemte heller aldrig den natur, der havde gjort så stort et indtryk på hende. I løbet af sine år dér gik hun fra at være storvildtjæger til at få blik for naturens skrøbelighed og vigtigheden af at bevare den.
Vil I selv opleve Karen Blixens Afrika, hjælper vi jer gerne med at skræddersy en rejse, der kombinerer de store safarioplevelser med kultur og historie. En rejse, der ligesom for Blixen meget vel kan udvikle sig til en livslang kærlighed til Kenya.