The Small Five – safariens mindste stjerner

I har sikkert allerede hørt om The Big Five, som I med lidt held kan møde på jeres safari i Afrika. Løven, næsehornet, elefanten, bøffelen og leoparden er imponerende dyr, der helt naturligt stjæler rampelyset. Men på en safarirejse får I også chancen for at opleve et dyreliv, som ikke gør lige så meget væsen af sig. Et dyreliv som gemmer sig nede på det varme sand, i buskadset eller oppe i trækronerne.

Det er netop, hvad The Small Five – eller “The Little Five” – er. Denne gruppe af dyr kan ikke kaldes for storvildt, da størrelsen er skruet gevaldigt ned. Alle medlemmer af Small Five har dog masser af personlighed. De fem små, som er myreløven, næsehornsbillen, elefantspidsmusen, bøffelvæveren og leopardskildpadden, er mestre i overlevelse, der beviser, at styrke ikke nødvendigvis måles i kilo.

Fem store personligheder

The Small Five er ikke bare et tilfældigt udvalg af smådyr. De har fået deres plads i gruppen, fordi de hver især er opkaldt efter et af de mere kendte Big Five-medlemmer. Det kan være takket være fælles fysiske træk, der sender en lille hilsen til deres større navnefæller, eller fordi de udviser adfærd, som på sin egen måde spejler de store dyr på savannen.

Hvor The Big Five oprindeligt var en betegnelse, som kolonitidens storvildtsjægere brugte om det storvildt, der blev anset for at være de farligste at jage til fods, er The Small Five kendetegnet ved det stik modsatte. For selvom enkelte af dem kan overraske med både styrke og stædighed i miniudgave, er de ikke farlige. Selv når I møder dem helt tæt på, vil det næppe give jer svedige håndflader. Tværtimod er dette nogle små charmerende dyr, der giver et smil på læben og minder jer om, at Afrikas økosystem består af langt mere end de mest iøjnefaldende arter.

Fælles for disse små dyr er, at de kræver et andet blik på safari, hvor opmærksomheden flyttes fra de store oplevelser til de små detaljer. I skal kigge tættere på, sænke tempoet og nogle gange helt ned i øjenhøjde for at få øje på dem. Til gengæld giver The Small Five en anderledes safarioplevelse, hvor opmærksomheden flyttes fra det mest imponerende til det lidt mere finurlige. I selskab med en guide på en walking safari, er Small Five en god anledning til at opdage, at Afrikas dyreliv også fortæller mange store historier i små formater.

Myreløven – den lille jæger under sandet

Vi starter med den absolut mindste i flokken. Myreløven er så lille, at I nemt kan overse den, selv hvis I står lige ved siden af den. Dette insekt lever nemlig det meste af sit liv som larve skjult under sandet. Trods sin beskedne størrelse er myreløven i sit larvestadie en effektiv og tålmodig jæger, og det er netop her, sammenligningen med løven giver mening.

Myreløven trives i varmt, sandet terræn, og der er gode chancer for at finde dens fælder, når I er på safari til fods og har blikket rettet nedad. Kig efter små, tragtformede fordybninger i sandet. Med stor præcision har myreløve-larven gravet en kegleformet gryde, hvor sandet er så løst og stejlt, at intetanende myrer og andre småinsekter hjælpeløst glider ned mod åbningen i midten. Her venter myreløven, begravet under sandet.

Når først larven har grebet fat i byttet med sine kraftige kæber, slipper det sjældent fri igen. Myreløven kan håndtere byttedyr, der er betyderligt større end den selv, og efter måltidet ryger de tomme rester elegant ud over kanten af fælden. Selvom alt dette udspiller sig i miniskala og uden de brøl og støvskyer, som når den rigtige løve jæger, er det stadig dramatisk og fascinerende at følge.

På et tidspunkt i sin livscyklus forpubber myreløven sig og bliver et vinget insekt, der kan minde lidt om en guldsmed. Da ligger den jægerlivet bag sig, for som voksen lever den primært af det, den spiste som larve. Myreløver findes ikke kun i Afrika, men over store dele af verden. I Danmark findes faktisk også tre arter af myreløver, omend de kun ses i relativt få og afgrænsede områder, hvor det er varmt og sandet.

Næsehornsbillen – lille, men stærk

Næsehornsbillen er nok den af The Small Five, hvor navnet giver mest mening. Den markante hornlignende udvækst på hovedet af hanbillen bruges nemlig på nogenlunde samme måde som de rigtige næsehorn gør. Hos hannerne er hornet nemlig et våben i de interne magtkampe, mens det kan dog også bruges til at rode i blade og finde føde. Trods sit lidt voldsomme udseende lever næsehornsbillen nemlig udelukkende af plantemateriale og også den er helt ufarlig for mennesker.

Man kender faktisk til mere end 1.500 forskellige arter af næsehornsbiller, og de varierer både i størrelse og udseende. De er blandt de største biller, der findes, og nogle arter bliver op til 15 centimeter lange! I kan være heldige at støde på dem på en walking safari eller hjemme i lejren. De er dog mest aktive efter mørkets frembrud, hvor de bedst undgår rovdyr.

Noget af det mest imponerende ved næsehornsbillen er dens styrke. På trods af den kompakte krop kan den løfte mange gange sin egen vægt. Den bliver ofte forvekslet med møgbillerne, som ruller kugler af gødning rundt på savannen. Selvom de er i samme familie, er næsehornsbillen en helt anden type bille og en værdig repræsentant for de mange mindre dyr, som udgør en vigtig, men ofte overset del af naturoplevelsen på safarier.

Elefantspidsmusen – en lille hurtigløber

Elefantspidsmusen har fået sit navn på grund af den lange, bevægelige snude, der minder om en miniatureudgave af en elefantsnabel, og fordi den ved første øjekast let kan forveksles med en almindelig spidsmus. Men faktisk er elefantspidsmusen tættere beslægtet med elefanten end med spidsmusen, som den jo ellers ligner mest. En ret vild tanke, når det drejer sig om et dyr, der nemt kan være i en håndflade.

Elefantspidsmusen er et lille insektædende pattedyr, som findes 19 forskellige arter af rundt om i Afrika. De varierer i størrelse, men er typisk mellem 10 og 30 centimeter lange. Den karakteristiske snude bruges ikke til at samle føde op, men fungerer som et følsomt redskab, når den snuser sig frem i jagten på insekter. Når byttet er fundet, er det den lange tunge, der gør arbejdet.

At få øje på elefantspidsmusen på jeres ture ud i bushen kræver hurtige øjne. Man ser den oftest på den i skumringen, hvor den pludselig suser hen over en sti foran safaribilen, for kort efter at forsvinde ind i det tætte krat. For sådan et lille dyr er den forbavsende hurtig.

Kan den lille elefantspidsmus ikke slippe væk, forsøger den nogle gang at skræmme rovdyr ved at trampe med dens små fødder mod jorden. Det er måske ikke verdens mest frygtindgydende forsvar, men det passer perfekt til et dyr, der igen og igen beviser, at størrelse ikke er afgørende for personlighed.

Bøffelvæveren – den sociale arkitekt

På safari er det let at have blikket rettet mod jorden eller ud over savannen, men indimellem betaler det sig også at kigge op. Fuglelivet er nok ikke det, der fylder mest i forventningerne inden rejsen, men det kan meget vel ende med at være noget af det, I bliver mest optaget af.

Selvom bøffelvæveren ofte finder sin føde på jorden, er det nemlig typisk oppe i i akacietræerne, at I vil se den. Bøffelvæveren lever i store, sociale grupper og er en almindelig fugl i savanneområderne syd for Sahara. Der findes to arter, den rødnæbbede og den hvidnæbbede bøffelvæver, og det er den rødnæbbede, som er en del af The Smalle Five. Den er let at kende på sit kraftige røde næb og de lyse vingefelter. Fuglene er kendt for deres store, fælles reder, som mest af alt ligner rodede bunker af tornede kviste, der bygges højt oppe i træer eller endda på elmaster. Har I rejst rundt i det sydlige Afrika før, har I næsten med garanti set disse.

Navnet bøffelvæver handler ikke kun om det lidt kompakte udtryk og den mørke fjerdragt, men også om fuglens vane med at følge bøffelflokke. Her samler den insekter op, som hvirvles frem, når bøflerne bevæger sig gennem landskabet. Det er en effektiv strategi og endnu et eksempel på, hvordan dyrelivet ofte er tæt forbundet.

Bøffelvæveren trives særligt godt på savannen og i åbne skovområder, men er også kendt for at trives i nærheden af både mennesker og husdyr. Den er ikke genert, og gør sig gerne bemærket med larm og aktivitet, længe før I overhovedet får øje på den.

Leopardskildpadden – mønstre, tålmodighed og tid

Selvom den ikke, som elefantspidsmusen, piler hurtigt forbi og forsvinder igen på et øjeblik, kræver det også tålmodighed at se leopardskildpadden. Den bevæger sig ofte langsomt og ubemærket gennem landskabet og kræver, at I sænker tempoet og virkelig kigger efter.

Leopardskildpadden er udbredt i store dele af det østlige og sydlige Afrika, men den er alligevel ikke blandt de dyr, man ser hver dag på safari. Den lever et roligt og tilbagetrukket liv i det tørre græsland og i bushens åbne områder. Det smukke skjold er prydet med mørke pletter på en lys bund, et mønster der leder tankerne hen på en leopard, selvom lighederne dog stopper her. Leopardskildpadden er nemlig et fredeligt planteædende dyr.

Med en gennemsnitslængde på omkring 40 centimeter hører den til blandt verdens største landskildpadder, og enkelte, gamle individer kan blive endnu større. Det er ofte nemmest at få øje på den efter regn, hvor den er mere aktiv, mens den i tørre eller kølige perioder trækker sig tilbage til beskyttede steder som forladte grave fra sjakaler eller jordsvin og venter tålmodigt på, at forholdene igen bliver mere gunstige.

Leopardskildpadden der kan blive op mod 100 år gammel, er en god påmindelse om, at safari ikke altid handler om fart, men lige så ofte om tålmodighed og tid.

Hvor er der størst chance for at møde The Small Five?

Ligesom I kan møde The Big Five på flere af vores rejsemål i Afrika, vil I også have gode chancer for at se The Small Five, uanset om I er på safari i Tanzania, Sydafrika eller Zimbabwe. De er ikke knyttet til ét bestemt reservat eller én bestemt region, men indgår som en del af økosystemerne i store områder.

The Small Five kræver dog selvfølgeligt at man ikke kun har blik for de store safaristjerner og kan kræve, at man har øjnene med sig. Ofte handler det dog mest om at sætte tempoet lidt ned og tage sig tid til at rette opmærksomheden mod de nærmeste omgivelser. På safarier til fods eller ved en eller pause på et game drive er det oplagt at kigge ned i sandet, følge bevægelser i udkanten af synsfeltet eller lade blikket glide op i træerne.

I vil opleve at mange af de små dyr spottes, når I ikke aktivt leder efter dem. En tragt i sandet, en hurtig bevægelse over stien eller en usædvanlig rede i et træ kan være det første hint. Spørg også gerne guiden om undervejs at udpege nogle af de fem små, hvis de ser dem. Guiderne er ofte mindst lige så begejstrede for at vise jer sådanne små dyr og fortælle om deres betydning i naturen. Netop den form for indslag har desuden ofte en særlig evne til at fange børns nysgerrighed og gøre safarioplevelsen endnu mere levende for hele familien.

Safari med blik for både det store og det små

Hos Tembo Safari er vi specialister i rejser, der er skræddersyet til jeres ønsker, og hvor I får chancen for at komme helt tæt på Afrikas fantastiske natur og opleve, hvordan hele paletten af det rige dyreliv folder sig ud. Fra de dyr, der tager pusten fra jer, til dem I måske først opdager, når med guidens hjælpe får dem udpeget. Kontakt os i dag, og lad os tage en snak om, hvordan jeres safari skal sammensættes.