Kontakt Os

Send en besked eller spørgsmål til os - eller ring på 70603838

    Kontakt Os

    En safari i Tanzania er en rejse ind i naturens forunderlige verden, og med en dygtig chauffør/guide kan en sådan rejse blive en oplevelse for livet. Det blev den for os.
    Turen til Tanzania var vores anden safari. Efter vore første safari i Kenya var vi enige om, at det var noget, vi måtte opleve mindst én gang til.

    Denne gang havde vi bestemt os for at bo i stationære telte. Om aftenen kan man så ligge og lytte til dyrene ude på savannen. Hyænens vemodige hyl, bøflens dybe brøl, gnuens unk-unk-unk. Man falder i søvn med store forventninger til næste dags oplevelser.
    Vækkeur er faktisk unødvendigt. Når solen sender sine første stråler, begynder et utal af fugle at blive aktive. Fuglestemmer, som ikke høres på vore nordlige breddegrader. En af fuglene havde et særligt karakteristisk fløjt. Det lød nærmest som et pausesignal sammensat af tre toner. En anden markerede sig med et nærmest metallisk klonk-klonk-klonk. En ny safari dag kan begynde.

    Et højdepunkt på turen havde vi bestilt hjemmefra. En tur i varmluftballon med efterfølgende champagne og morgenmad på savannen. Det var en unik oplevelse. At se savannen og dyrelivet fra 50 – 100 meters højde, er noget helt særligt. Dyrt, men enestående.

    Vi havde mange store dyreoplevelser på tætteste hold, bl.a. hele 3 leoparder, men turens absolutte højdepunkt skete dog mens vi iagttog en flok afslappede løver under et paraplytræ. Et lille stykke derfra gik en enlig bøffel og to zebraer. Pludselig spottede en hunløve i flokken den enlige bøffel. Hun rejste sig og begyndte målbevidst at nærme sig den intetanende bøffel. Snart fulgte nummer to og så nummer tre hunløve efter. Alle med blikket stift rettet mod byttedyret.

    Som på kommando indledte de tre løver den endelige jagt på bøflen. De fik lynhurtigt bøflen indkredset. Snart kunne den ene løve springe op på ryggen af den nu prisgivne bøffel. Flere løver fra flokken kom til, og efter ganske kort tid var bøflen nedlagt. Dramaet var slut, næsten før det begyndte.
    Hunløverne hentede de mindste løveunger, der stadig lå under paraplytræet. Nu var der mad til alle i et par dage.

    Efter sådan en enestående og måske for os grænseoverskridende oplevelse smagte ”sun-downeren” ekstra godt efter dagens Game Drive og det obligatoriske brusebad, hvor Afrikas røde støv skylles af. Der var lidt ekstra at tale om under middagen, og da vi kom til køjs lidt senere på aftenen, kørte den dramatiske film en ekstra gang på nethinden. Det var stort. Safari kan være vanedannende.

    Mange hilsner

    Lisbeth og Preben, Aabenraa

    Bestil et uforpligtende tilbud på din safarirejse
    Vi glæder os til at hjælpe med at sammensætte din drømmerejse. Når du har udfyldt formularen nedenfor, vender vi tilbage med et tilbud på din drømmerejse hurtigst muligt - Det er selvfølgelig gratis og helt uforpligtende.

      Powered by