Hej Tembo Safari,
Vi var på vores 5. safarirejse til Afrika med Tembo Safari i sept/okt. 2012,Tembo Foto Safari til Kenya, hvor både Sanne og Hans var med som safariguider.
Vi var med natfly til Nairobi, hvor vi ankom tidligt om morgenen. Vi blev modtaget i lufthavnen med champagne af Sanne & Hans, herfra til Wilson airport, hvorfra vi i 2 små maskiner fløj op til Shaba nationalparken.
Her skulle vi bo 2 nætter. Vi besøgte Samburu, Buffalo springs, og Shaba nationalparkerne, alle var en stor oplevelse, men specielt vores morgensafari til Samburu, var fantastisk.
Her fulgte vi et stykke tid en flok elefanter, der gik og spiste af buske og træer og til sidst gik hele flokken over Ewaso Ngiro, (Den brune Flod). Det var et sjældent smukt syn. Herfra til Lake Bogoria, hvor vi så både små og store flamingoer.
Så til mægtige Masai Mara, hvor vi boede 3 nætter på Tilipikwani. En dejlig lodge der ligger lige ned til Talek floden. Her havde vi nogle fantastiske dage med masser af oplevelser. Vi besøgte blandt andet en skole og en masai landsby og var selvfølgelig på en masse game drive. Vi plantede alle et lille træ, som med tiden skal vokse til en skov.
Så flyttede vi til Governors Camp. Her boede vi 2 nætter, også et spændende sted, hvor der var et rigt fugleliv, samt masser af løver, gnuer samt forskellige antiloper. Herfra tilbage til Nairobi, hvor vi spiste aftensmad på Karens Coffe Garden, inden vi blev kørt til lufthavnen. Det var vemodigt at sige farvel til Sanne og Hans, samt vores helt fantastiske chauffør Jousha.
Vel hjemme igen er vi allerede begyndt at drømme om den næste safari tur, med Tembo safari.
Med kærlig safari hilsen
Bente & Bent, Helsingør